Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/05/2025 - 10:00

Hold dig mæt under festivalen uden af sprænge budgettet

Hvis man skal klare en uge på festival, er det vigtigt at få noget ordentlig mad i løbet af dagene. Kogebogsforfatter og diætist hjælper dig med forberedelsen.

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Af: Af Oliver Meyer Fovsholm, Ritzau Fokus

På sommerens festivaler er der utallige, indbydende muligheder, når sulten trænger sig på. Men det kan hurtigt blive dyrt, hvis du skal købe tre-fire færdige måltider om dagen.

Men det kan også blive lidt kedeligt at spise 21 omgange lunkent rugbrød med dåsetun i træk, så kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang inspirerer dig her til en dag med lidt mere spændende festivalmad.

- Du kommer langt med en god køletaske, hvis du smider en pose med isterninger i en gang i døgnet, siger hun.

Det åbner mulighederne lidt. Køletasken bør stå uden for teltet, da selv mange ikke-køleprodukter bliver dårlige, hvis de står under en varm teltdug.

- Morgenmad er et af de nemmere måltider. Især hvis du er til klassisk morgenmad. Du kan også bruge smøreost, der ikke skal på køl, til at smøre på nogle skorper eller knækbrød.

- Men de fleste morgenmadsprodukter, som man spiser med mælk på, er meget festivalagtige, uanset om det er havregryn eller cornflakes.

- I stedet for almindelig mælk, kan du bruge havredrik, som holder sig længere, så længe den er uåbnet, siger Louisa Lorang.

Så den kan man med fordel deles om, så hele havredrikken bliver brugt.

Frokosten kræver lidt mere arbejde.

- Dåsefisk kan man også blive glad for. Du kan købe nogle gode dåser med ansjoser, sardiner eller tun, et glas mayonnaise og nogle citroner, du kan sprøjte på.

- Det ville jeg så putte på noget surdejsbrød, der godt kan holde sig et par dage, siger Louisa Lorang.

Og til dagens sidste måltid, som skal sørge for at holde dig frisk hele natten, kommer de populære tortillas i spil.

- Jeg ville købe nogle store hvedetortillas, og så ville jeg købe en kålblanding. Kål mætter mere end en salat, der hurtigt falder sammen.

Du kan købe en chilisovs eller en chilimayo til for at give smag og til sidst noget tørret skinke som parma eller serrano.

- Det har en længere holdbarhed end kogt skinke og føles lidt mere luksusagtigt, siger kogebogsforfatteren.

Skal det være lidt mere simpelt, kan du bruge smøreost til tortillaen.

Og hvis du vil have "lidt mere overlevelse i kroppen", foreslår Louisa Lorang, at du pakker en lille spejderkniv og nogle grove grøntsager. De er ikke så vandholdige som andre grøntsager og holder sig derfor lidt længere.

Louisa Lorang fortæller, at du kommer rigtig langt med et spidskål, glaskål, blomkål, broccoli eller nogle gulerødder.

- Et tip er også at tage en proptrækker med, da sådan en ofte har en lille kniv på siden, siger kokken.

Hun fremhæver også, at flere tørre spegepølser og kakaomælk ikke er kølevarer, i modsætning til hvad mange måske tror.

Kan du undvære kødet, har Lotte Juul, der er klinisk diætist hos Hjerteforeningen, nogle anbefalinger til din hjemmelavede festivalmad. Hun synes, det er oplagt at tage fat i dåsemad.

- Du kan lave nogle salater med kikærter, bønner og linser. Du kan tage en dåse kikærter, en dåse majs og et glas oliven og blande det sammen. Så har du noget, der minder om en pastasalat, der er baseret på kikærter, siger hun.

Derfor ville det være en god idé at tage en blandingsskål med.

Dåsemaden er også omdrejningspunktet i hendes bud på en tortilla.

- Her kan du tage en dåse kidneybønner, en dåse majs og en avocado og putte det i en tortilla. Så står du med noget, der minder om et mexicansk måltid, siger diætisten.

Hvis du gerne vil køre de helt klassiske rugbrødsmadder med makrel, tun eller dåselaks, anbefaler Lotte Juul, at du fryser dit skiveskårede brød ned i forvejen. På den måde forlænges holdbarheden.

/ritzau fokus/


København, 30/10/2025 - 14:51

Mænd kalder til modstandskamp i ny komedie om maskulinitetskrise

Mænd gør oprør mod kvinderne i Frederikke Aspöcks komedie "Mand op" med flere kendte navne på rollelisten - heriblandt Mikkel Boe Følsgaard.

Vi lever i et samfund, der er totalt styret af kvinder.

Derfor er det på tide, at mændene mander sig op og kalder til hanekamp i hønsegården.

Sådan lyder budskabet fra en gruppe mænd i instruktør Frederikke Aspöcks nye danske komedie "Mand op".

Det skriver SF Studios i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen spejler den nye spillefilm en tid, hvor nogle mænd føler sig hægtet af, og hvor kvinderne for længst har lært at klare sig selv.

"Mand op" følger en fiktiv undergrundsgruppe af samme navn, der om natten opererer som frihedskæmpere for at genetablere, hvad de mener, er den naturlige orden fra de gode gamle dage, hvor det var mændene, der ultimativt styrede verden.

Filmen har navne som Mikkel Boe Følsgaard, Christopher Læssø, Zaki Youssef, Anders Brink Madsen og Ulrik Windfeldt-Schmidt på rollelisten.

Noget, der formentlig ville være til Mand Op-modstandsgruppens store ærgrelse, er, at også en række af kvinder har mast sig ind på rollelisten.

Det stærke køn er repræsenteret af skuespillere som Sofie Torp, Amanda Collin og Lærke Winther.

Instruktør Frederikke Aspöck stod også bag filmene "De frivillige" fra 2019 og "Viften" fra 2023.

Med "Mand op" retter hun nu blikket mod det mere stereotype mandebillede i opbrud.

Hun ønsker med filmen, at publikum skal "deltage i samtalen om den moderne maskulinitetskrise, dens årsager - og ikke mindst dens konsekvenser", fremgår det af pressemeddelelsen fra SF Studios.

Filmens manuskript er skrevet af Lars Husum, og den har biografpremiere 11. december 2025.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/10/2025 - 13:42

DR udskifter vært på P3-program efter tømmermændsplaget vært

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

P3-programmet "Benægt, benægt, benægt" vender tilbage efter pause med en ny vært i stedet for Jasper Ritz.

Vært på P3-programmet "Benægt, benægt, benægt" Jasper Ritz holder pause fra programmet foreløbig indtil jul.

Det oplyser afdelingsleder for P3 Radio Susanne Sundstrøm i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Vi har aftalt med Jasper, at han holder en pause fra Benægt - foreløbig frem til jul, lyder det fra Sundstrøm.

Det sker, efter at programmet har holdt en mindre pause som følge af, at vært Jasper Ritz måtte afbryde sit program 18. oktober efter ti minutters udsendelse som følge af tømmermænd.

Han undskyldte selv for hændelsen to dage efter i et opslag på Instagram.

- Det er skamfuldt og pinligt, at tømmermænd tog sejren, og jeg skal på mest ydmyge måde muligt undskylde til alle mine kollegaer og ikke mindst mine højt elskede lyttere af programmet, lød det fra ham.

Efterfølgende forklarede Susanne Sundstrøm, at DR ville tage en snak med produktionsselskabet bag programmet, Beam, og at programmet ville holde pause en uges tid.

"Benægt, benægt, benægt" vender tilbage på P3's sendeflade 8. november med Mads Læbel som vært.

Han har tidligere været vært på P3's sommerferieprogram "Jydekrogen" og flere gange siddet bag mikrofonen på programmet "Weekendmorgen" på P3.

På det sociale medie Instagram lyder det fra Ritz i en kort video, der er tilgængelig i 24 timer, at han har det godt.

- Jeg har ikke tømmermænd mere. Jeg har ondt i hjertet, men sådan er det jo, når man har kvajet sig. Det skal man have, siger han og tilføjer, at lytterne skal glæde sig til Mads Læbel i værtsstolen.

Tidligere programmer ligger vanlig vis på DR's hjemmeside, så man kan høre dem efter endt udsendelse.

Programmet fra 18. oktober, der måtte stoppe efter ti minutter og erstattes med musik, er ikke at finde på hjemmesiden.

P3-programmet er et underholdningsprogram, hvor lyttere kan ringe ind og gå til bekendelse, hvis man har dummet sig eller gjort noget, man fortryder, lyder det i programbeskrivelsen.

- Vi sørger for at grine med dig, og vi lover, at der helt sikkert er nogen, der har gjort noget dummere end dig. Jasper er vært, og han har helt sikkert gjort noget dummere end dig.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 30/10/2025 - 08:00

FAKTA: Kend forskel på dine dæk

* Skift fra sommer til vinterdæk, når temperaturen falder til under syv grader.

* Vinterdæk står bedre fast på kolde og våde veje, da gummiblandingen er blødere, og dækmønstret er dybere.

* Vinterdæk har den fordel, at bremselængden forkortes, og vejgrebet er mere forudsigeligt i dårligt vejr.

* På grund af den blødere gummiblanding bliver vinterdæk hurtigt slidte, hvis de bruges på varm og tør asfalt, og de vil derfor skulle udskiftes oftere.

* Helårsdæk giver sikkerhed, god ydelse og vejgreb i et moderat klima, og man undgår udgifter, besvær og tidsforbrug ved at skifte til sæsondæk.

* Bliver du stoppet uden vinterdæk i snevejr, kan det resultere i en bøde på tusind kroner per uegnet dæk.

Kilder: FDM, Rådet for Sikker Trafik og Alm. Brand.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 30/10/2025 - 08:00

Klæd bilen ordentligt på til vinterkulden

Christof Stache/Ritzau Scanpix

Den danske vinter kan være lunefuld. Det er derfor vigtigt at være forberedt på det værste, inden du begiver dig ud på vejene.

Små justeringer kan gøre en stor forskel, når det gælder om at undgå ubehagelige overraskelser på vejene denne vinter.

Sådan lyder det fra Patrick Rossing, der er teknisk konsulent hos bilejernes interesseorganisation, FDM.

- Vores anbefaling er, at vinterdækkene skal på, når gennemsnitstemperaturen på et døgn falder til under syv grader.

- Vær sikker på, at dine vinterdæk er markeret med symbolerne M+S, der betyder, at de er godkendte at køre på. Vinterdæk uden de markeringer er ikke vurderet egnede til kørsel i vinterføre, siger han.

Tidligere i år blev det indført i færdselsloven, at der ikke må køres på dæk, der er uegnede til forholdene.

Det betyder, at du som bilist er ansvarlig for, at din bil er udstyret med vinterdæk, der som minimum er markeret med M+S markeringen.

Kommer vintervejret for alvor, og du bliver stoppet uden vinterdæk, kan det nu resultere i en bøde på tusind kroner per uegnet dæk.

- De nye regler i færdselsloven er indført for at forebygge glatføreulykker, og at danskerne sidder fast i trafikken, hvilket er positivt for trafiksikkerheden.

- Samtidig er reglerne tilpas pragmatiske til, at den forsigtige bilist, som ikke tager bilen ud på sne- og isdækkede veje, ikke er tvunget til at investere i vinterdæk, siger Jakob Bøving Arendt, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.

Hvis du vil helgardere dig, kan du også vælge at skifte til 3 PMSF-dæk, der har et bjergsymbol med et snefnug på siden af dækket.

De er lovpligtige omkring de fleste bjergpas og skisportssteder i Europa, fordi de er bedst egnede til kørsel på snedækkede og tilsjappede veje.

Hvis du regner med at skifte til vinterdæk, kan du benytte dækskiftet som en lejlighed til at få tjekket resten af bilen.

- Sørg for at få kontrolleret lys og lygter, når du er i gang. Det er ubehageligt først at opdage, at noget er galt, når man er på vejen, siger Patrick Rossing og fortsætter:

- Husk også at få rengjort ruderne grundigt indvendigt. Hvis forruden er snavset eller fedtet, binder fugten sig til det, og så kan det faktisk blive meget svært at se ud - specielt hvis solen hænger lavt. Det kan let klares med en klud og lidt ruderens.

Hvis din forrude har et stenslag, er det en god idé klogt at få det repareret, inden temperaturen falder til under frysepunktet. Frost vil automatisk sætte sig der, hvor ruden er svækket af stenslaget, og i værste fald kan det have den konsekvens, at hele ruden skal udskiftes.

Brug også anledningen til at forkæle bilens lak. En vask afslører hurtigt småskader, som du kan ordne med en lakstift, så du undgår en dyr og uforudset overraskelse til foråret.

Kører du elbil, behøver du ikke at frygte, at du skal opfinde den dybe tallerken. Der er nemlig ikke nogen lumske fælder eller afgørende forskelle på, om du kører på el kontra benzin eller diesel.

- Det er i bund og grund de samme ting, du skal være opmærksom på. Det er batteriet, der kan give anledning til problemer, uanset hvad du kører.

- Batterikapaciteten kan falde op til 50 procent på startbatteriet ved hård nattefrost, så det er klogt at få diagnosticeret det på forhånd. Det mindsker risikoen for, at bilen pludselig ikke vil starte om morgenen, siger Patrick Rossing.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek