København, 13/03/2024 - 14:42
Anders Lund Madsen er blevet far for ottende gang
Tv-vært og journalist Anders Lund Madsen har fået sit femte barn med sin hustru, Karin Prehst Lund Madsen. Fra et tidligere ægteskab har han tre voksne børn.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: Af Amalie Dinesen, Ritzau Fokus
Der skal findes endnu en plads rundt om spisebordet hjemme hos tv-vært og journalist Anders Lund Madsen. Familien er nemlig blevet et medlem større.
Den 60-årige journalist har sammen med sin hustru, Karin Prehst Lund Madsen, fået parrets femte fælles barn. Det fortæller han i podcasten "Anders og Anders" ifølge Ekstra Bladet.
Den nyeste tilføjelse har fået navnet Viis, og hun kom til verden i parrets hjem på Østerbro i København, skriver mediet.
- Det var meget hyggeligt. Der var en jordemoder, hun var sød. Og så kom der et barn. Det hele var lige efter bogen, siger Anders Lund Madsen, der også har tre børn fra et tidligere ægteskab og nu er far til otte, til Ekstra Bladet.
Graviditeten blev afsløret af Karin Prehst Lund Madsen, der arbejder som havfrue i Den Blå Planet, i et opslag på Instagram.
Parret har Vild Elna, Modig Theodore, Stærkodder Leonard og Fri Kirsten.
Når Anders Lund Madsens sidste barn flyver fra reden, har han haft hjemmeboende børn i noget, der nærmer sig fem årtier. For ham som far har det primære projekt været at gøre dem til nogle gode mennesker.
- Det er en god konkret opgave, hvis man som mig har nogle sociale udfordringer. Lav nogle børn, for du er nødt til at interagere med dem, sagde han i et stort interview med Ritzau i anledning af sin 60-års fødselsdag i 2023 og tilføjede:
- Det er det bedste i verden.
60-årige Anders Lund Madsen og 42-årige Karin Prehst Lund Madsen mødte hinanden i 2010 under en forestilling på Bellevue Teatret, hvor Anders Lund Madsen optrådte med sin bror, den kendte læge Peter Lund Madsen, og her var Karin Prehst Lund Madsen også på scenen.
/ritzau/