Bruxelles, 08/05/2025 - 10:51
Danmark skal betale millionbøde for ikke at indføre EU-regler i tide
EU-Domstolen har givet Danmark en bøde på knap 12 millioner kroner for ikke at implementere EU-regler i tide.
Af: /ritzau/
EU-Domstolen har dømt Danmark til at betale 1,6 millioner euro til EU-Kommissionen. Beløbet svarer til knap 12 millioner kroner.
Dommen skyldes, at Danmark ikke i tide har implementeret et direktiv om om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked.
Det fremgår af en dom, som EU-Domstolen har afsagt torsdag.
Ifølge EU-Domstolen havde Danmark inden for tidsfristen kun gennemført dele af direktivet, der ellers blev vedtaget i 2019.
Når der er tale om et direktiv, så er EU-landene forpligtet til at implementere EU-reglerne i den nationale lovgivning.
Den danske regering forsvarede sig i sagen med, at implementeringen af direktivet faldt sammen med coronaepidemien.
Derfor var de danske embedsmænd og politikere under stort arbejdspres. Det betød, at den lov, som skulle implementere resten af direktivet, først blev vedtaget i 2023.
Det var for sent, i forhold til den frist som Danmark havde fået. Den 19. maj 2022 sendte EU-Kommissionen en såkaldt begrundet udtalelse til Danmark. Her bad EU-Kommissionen om, at Danmark implementerede direktivet inden for en frist på to måneder.
Den danske regering fastholdt dog, at man havde været presset af coronaepidemien.
Først den 7. juni 2023 blev loven, der skulle implementere direktivet, endeligt vedtaget i Folketinget.
Dermed havde Danmark overskredet fristen fra EU-Kommissionen. Så selv om EU-reglerne nu er indført i dansk lov, så var den tidsmæssige overskridelse i implementeringen så stor, at det resulterede i en bøde.
/ritzau/