København, 25/02/2025 - 10:07
FAKTA: Trivselskommissionen anbefaler smartphonefrie skoler
Trivselskommissionen er kommet med 35 anbefalinger, der skal øge børn og unges trivsel.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Trivselskommissionen blev nedsat af regeringen i slutningen af 2023 for at undersøge børn og unges trivsel.
Tirsdag har kommissionen præsenteret sine anbefalinger, der er blevet nedsat i 35 punkter samlet under otte hovedpunkter.
Du kan herunder se hovedpunkterne og et udsnit af anbefalingerne:
* Nyt sprog for trivsel
- Der skal tales om trivsel på en ny måde. Sproget skal nuanceres, og der skal laves en tydelig definition af ordet, når det for eksempel bruges i lovgivning.
- Kommissionen anbefaler desuden, at de nationale trivselsmålinger revideres. De skal omdøbes og antallet skal nedbringes.
- Man vil have nedsat en ekspertgruppe, der skal undersøge årsagerne til stigningen af psykiatriske diagnoser blandt børn og unge.
* Et balanceret digitalt liv
- Der skal lægges pres på EU for strengere regulering af digitale tjenester. Kommissionen vil blandt andet have et forbud mod fastholdelsesmekanismer og afhængighedsskabende design.
- Det anbefales også først at give børn en smartphone, når de er over 13 år, og at der laves klare aftaler om skærmbrug i hjemmet og mellem forældre.
- Folkeskolerne skal gøres smartphonefrie.
* Karakterdannelse og myndiggørelse
- Kommissionen anbefaler at gøre det nemmere for flere børn at komme på efterskole. Flere unge bør også vælge et højskoleophold, og flere skal have erfaring med frivillighed for at understøtte udviklingen af selvtillid og ansvar.
* En tidssvarende pædagogisk indsats
- Det anbefales blandt andet at ændre karakterskalaen, samt at justere prøvetrykket i folkeskolen. Fokus skal i stedet være på generel læring.
* Fællesskaber i fritiden
- Alle børn og unge bør gå til en fritidsaktivitet sammen med andre og foreningslivet bør styrkes.
- Der skal skabes en sund alkoholkultur, for at gøre unges fællesskaber tryggere.
* Krop og bevægelse
- Bevægelse og fysisk aktivitet bør prioriteres i folkeskolen og i dagtilbud.
- Børn og unge skal have mere realistiske kropsopfattelser. Undervisning i krop og identitet skal blandt andet prioriteres.
* Tidlig og rettidig indsats
- Opsporingen af børn og unge, der mistrives eller er i risiko for at mistrives skal styrkes, og kommunerne skal sætte ind hurtigere.
* Forældreskab anno 2025
- Kommissionen sætter forældreskabet til debat. Det vurderes blandt andet, at forældre i stigende grad er overbeskyttende, og at det begrænser børnene i at udvikle sociale og personlige egenskaber.
- Det lyder desuden, at øget overvågning frarøver børnene muligheden for at tage ansvar og initiativ i sociale fællesskaber.
Kilder: Trivselskommissionen.
/ritzau/