Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/10/2023 - 08:00

TV 2-stjerne i benhård træning: Fik jernsmag i munden

49-årige Jacob Lohmann har været i skarp træning og på skrap diæt over otte måneder for at blive klar til sin hovedrolle i TV 2-serien "Oxen".

Af: af Bine Madsen, Ritzau Fokus

Der ligger otte måneders intensiv træning forud for Jacob Lohmanns præstation i TV 2's nye krimiserie "Oxen", hvor han har hovedrollen som den tidligere jægersoldat Niels Oxen.

Den store fysiske forberedelse var nødvendig for troværdigt at kunne spille krigsveteran med imponerende kampevner og et indre kaos, mener skuespilleren.

- Da jeg læste manuskriptet, vidste jeg, at jeg virkelig skulle i gang med at træne. Jeg bliver 50 år næste gang, så der skal noget til at trække den gamle mølle i gang igen, lyder det fra Jacob Lohmann.

- Hvordan skulle jeg kunne spille rollen med lidt mave og slappe arme og troværdigt være truende og intimiderende? Det ville have været virkelig utilfredsstillende at indspille serien med bevidstheden om, at der var visse vinkler, der helst ikke skulle filmes, siger Jacob Lohmann, der betegner rollen som Niels Oxen som en drømmerolle.

Derfor var han på intet tidspunkt i tvivl om, at han var parat til at gøre indsatsen, der skulle til for at stå skarpt.

- Det var hårdt, og jeg var presset. Men det var også godt at være presset. Så forstod jeg meget bedre, hvad det vil sige som soldat at være helt derude, hvor man smager jern i sin mund, og alt gør ondt. Det er et vildt mentalt sted at være.

Ud over den benhårde træning har Jacob Lohmann også forberedt sig ved at nærstudere den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, som mange kender som barsk indpisker i TV 2's-realityprograms "Korpset".

Han har også dykket ned i, hvad en militærbaggrund gør ved det mentale, og hvad det vil sige at have posttraumatisk stressforstyrrelse, PTSD.

- Det har været virkelig interessant at spille kampscenerne uden skyggen af angst, men tværtimod med stor ro, mens usikkerheden har ligget i de scener, hvor Oxen for eksempel er sammen med sin søn, fortæller Jacob Lohmann.

Undervejs mærkede den 49-årige skuespiller, der selv er far til en dreng på fire år og en pige på to, hvordan den intensive forberedelse til rollen smittede af på det personlige plan.

- Min kone var ved at slå mig ihjel en gang imellem, griner han:

- Selvfølgelig påvirkede det hele familien, at jeg i så lang tid måtte skære livet ned til de allermest basale behov. Jeg fik en anden ro, men alting blev også meget hårdt skåret op: "Dagen skal indeholde et fysisk element, kosten skal være sådan, og jeg skal være sammen med de og de mennesker". Det er måske ikke specielt inspirerende for ens familie, siger han og understreger, at forberedelserne trods alt ikke fyldte alting:

- Jeg kunne godt sige til mine trænere, at nu fik vi altså gæster, og der ville komme vin og god mad på bordet, og det var selvfølgelig helt okay. Når man er i virkelig god form, kommer man hurtigere op på hesten igen.

I dag ser han tilbage på arbejdet med rollen som Oxen med stor taknemmelighed.

- Ja, jeg har brugt meget af mit liv i den periode på at træne og forberede mig, men jeg har virkelig også fået meget liv foræret, siger Jacob Lohmann og fortsætter:

- Jeg er blevet klar over, hvor privilegeret et liv jeg har, og jeg har mærket glæden ved at være i god form. Jeg er fløjet ud af sengen, jeg har følt mig helt frisk i hovedet og haft en energi og en styrke, der har gjort mig i stand til at gøre det, jeg gerne vil, meget længere og nemmere.

Jacob Lohmann har holdt fast i de gode træningsvaner efter optagelsernes afslutning.

- Det giver et fysisk og mentalt overskud, og det prøver jeg at holde fast i. Det er noget løsere nu - men hvis vi skal lave en sæson to, gør jeg gerne det hele igen.

Tv-serien "Oxen" er baseret på Jens Henrik Jensens bogserie og har premiere på TV 2 Play søndag den 22. oktober og på TV 2 søndag den 29. oktober.

Ud over Jacob Lohmann er også Ellen Hillingsø, Birgitte Hjort Sørensen og Josephine Park i de bærende roller.

/ritzau fokus/

København, 30/12/2025 - 09:00

Dem mistede vi i 2025

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Peter Lund Madsen, Jørgen Leth, Jytte Abildstrøm og Paul Hüttel var iblandt de danske stjerner, der gik bort i år.

Flere store danske personligheder gik bort i det forgangne år.

Den kendte læge, psykiater og tv-personlighed Peter Lund Madsen døde pludseligt i august i en alder af 65 år, da han blev ramt af en blodprop i hjertet som følge af svær forkalkning i kranspulsåren.

Han døde på stedet under et elmetræ på en bakke nær Tølløse, hvor han var faldet om på vej på cykel fra sit sommerhus på Sejerø til København.

Han har efterladt sig sin hustru og parrets to sønner og sin lillebror, den kendte journalist Anders Lund Madsen.

Tidligere i december kunne man se brødreparret i deres sidste tv-optræden sammen. Det var i quizprogrammet "Jagten på Danmarkshistorien", som blev optaget måneden inden hans død.

I anledning af programmet delte Anders Lund Madsen en videobesked på DR1's Instagram-profil.

- Husk, at alting slutter en dag. Også for dig. Så kys nogen, hellere i dag end i morgen, og pas på dig selv. Jeg savner ham meget, sagde Anders Lund Madsen tydeligt berørt.

I september gik den kendte og kontroversielle forfatter, filminstruktør og cykelkommentator Jørgen Leth bort efter kort tids sygdom, 88 år gammel.

Jørgen Leth blev bisat i en kiste dekoreret af kunstneren John Kørner. Kisten havde samme gule farve som førertrøjen i Tour de France.

Sammen med makkeren Jørn Mader var Jørgen Leth fast kommentator på det franske cykelløb gennem 90'erne.

Han stoppede på TV 2, da han blev mødt af hård kritik for udgivelsen af erindringsbogen "Det uperfekte menneske" fra 2005, hvor han skrev: "Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret." om hans forhold til en ung haitiansk pige.

Men i 2009 vendte han tilbage til kommentatorboksen, hvor han den følgende årrække kommenterede verdens største cykelløb med sin karakteristiske stemme, indtil han stoppede grundet uenigheder med TV 2.

Siden fortsatte han med andre projekter. Tre måneder inden sin død udgav han digtsamlingen "Zombie".

Film- og seriestjernen Peter Mygind mistede sin mor, den kendte skuespiller og teaterdirektør Jytte Abildstrøm, i begyndelsen af året.

Jytte Abildstrøm var uhelbredeligt syg, og hendes nyrer var ved at stå af, fortalte hun i et interview med ugebladet Søndag kort inden sin død.

Hun gik bort omgivet af sine to sønner.

I et interview med B.T. i 2019 fortalte hun, at hun ikke frygtede døden.

- Nej. Jeg glæder mig. For der er altid et liv efter døden. Jeg er meget religiøs, og dét tror jeg på, sagde hun dengang til avisen.

Jytte Abildstrøm har været en del af dansk scenekunst siden begyndelsen af 1950'erne og stod i 40 år i spidsen for sit eget selvbetitlede Jytte Abildstrøms Teater i Riddersalen på Frederiksberg.

På film og tv er hun især kendt som Sonjas mor i "Sonja fra Saxogade" og for titelrollen i børnefilmen "Flyvende farmor" fra 2001.

Hun har også medvirket i Cirkusrevyen side om side med blandt andre Dirch Passer, Ulf Pilgaard og Marguerite Viby.

Filmverdenen mistede flere andre personligheder i 2025.

Paul Hüttel, der især var kendt som Gyldengrød i julekalenderne om Pyrus, og i rollen som tyskeren Herbert Schmidt i kultklassikeren "Matador", gik bort i oktober, 90 år gammel.

Af dødsannoncen i Berlingske fremgik det, at han var sovet stille ind.

Foruden "Pyrus" og "Matador" har Paul Hüttel lavet masser af teater og lagt stemme til tegnefilm.

De seneste år har han kunnet ses i Bille August-filmen "Ehrengard" og i flere store serier: Lars von Triers "Riget Exodus", TV 2-krimien "Hvide Sande" og seersuccesen "Badehotellet", hvor han spillede over for sin egen hustru, Birthe Neumann.

Parret mødte hinanden på Det Kongelige Teater og blev gift i 1974. Sammen har de en datter.

Filminstruktøren Morten Arnfred, som arbejdede sammen med Lars von Trier på de første sæsoner af "Riget", gik bort i september, 80 år gammel, efter kort tids sygdom.

Morten Arnfred brød igennem som filminstruktør i 70'erne og stod blandt andet bag de populære ungdomsfilm "Mig og Charly" og "Johnny Larsen", som begge indbragte ham en Bodil for Bedste Danske Film i henholdsvis 1978 og 1983.

Samme hæder modtog han i 1983 for "Der er et yndigt land".

Han lavede også en del tv og instruerede blandt andet flere afsnit af "Anna Pihl" og "Taxa" samt et enkelt afsnit af DR-krimien "Forbrydelsen".

Chefen bag flere af DR's store dramasucceser Ingolf Gabold gik bort i maj, 83 år gammel.

I en nekrolog fremgik det, at Ingolf Gabold døde i "favnen på sin kyndige og smukke hustru, Kikke, og med sine børn omkring sig".

Ingolf Gabold var dramachef i DR fra 1999, til han blev pensioneret i 2012 efter 38 år i mediehuset. I perioden som dramachef modtog både "Rejseholdet" og "Nikolaj og Julie" en Emmy.

Skuespilleren Ole Neumann, der spillede Lille Per i de første Far til fire-film, gik bort i januar, 77 år gammel.

I rollen som Lille Per sang Ole Neumann blandt andet "Hej for dig" og "Julebal i Nisseland", og det blev også musikken, han dedikerede sig til, da han stoppede skuespillet som 18-årig.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Peter Plaugborg

* 45-årige Peter Plaugborg blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2007.

* Han har to gange været nomineret til en Bodil for Bedste Mandlige Hovedrolle: i 2011 for Thomas Vinterberg-dramaet "Submarino" og i 2016 for koldkrigsdramaet "Idealisten".

* Han har også været nomineret til to robertpriser for rollerne. Derudover har han også været nomineret til en Robert i 2017 for sin præstation i tv-serien "Bedre skilt end aldrig". I 2021 modtog han en Robert for DR-dramaet "Ulven kommer".

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

FAKTA: Investeringer i forsvar er fordoblet

* En opgørelse viste for et par måneder siden, at pensionsbranchen har fordoblet beholdningen af investeringer i forsvarsvirksomheder.

* Fra januar 2024 til april 2025 er forsvarsinvesteringerne øget fra godt 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder kroner.

* Stigningen skyldes både, at pensionsselskaber har øget deres eksisterende investeringer i forsvar, at nye pensionsselskaber er gået ind på området, og at især europæiske børsnoterede forsvarsaktier er steget i værdi.

Kilde: Forsikring og Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek