København, 09/05/2025 - 00:21
Merz og Trump har talt i telefon sammen for første gang
Tyske Friedrich Merz og amerikanske Donald Trump har talt i telefon, siger talsperson for den tyske regering.
Liesa Johannssen/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Tysklands nye kansler, Friedrich Merz, og USA's præsident, Donald Trump, er blevet enige om hurtigt at løse uoverensstemmelser, som de to lande har om handel.
Det er sket i det første telefonopkald mellem de to statsoverhoveder, siden Merz indtog kanslerposten tidligere på ugen, siger en talsperson for Tysklands regering til nyhedsbureauet Reuters.
Trump ønskede i samtalen Merz tillykke med tiltrædelsen, lyder det fra talspersonen. Merz forsikrede Trump om, at "80 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig er USA fortsat en uundværlig ven og partner for Tyskland".
De to ledere blev desuden enige om behovet for et tæt samarbejde med henblik på at afslutte krigen i Ukraine, siger talsmanden.
Merz har anlagt en kritisk tone over for Trump-administrationen, siden hans konservative parti, CDU, vandt valget til Forbundsdagen i februar.
På valgnatten advarede han om, at Europa er nødt til at blive uafhængigt af USA på grund af de tiltag, som Trump har indført, siden han indtog præsidentembedet i januar.
Merz har også været kritisk over for de toldsatser, som Trump har indført. Ifølge Reuters vil de have alvorlige konsekvenser for Tysklands eksportorienterede økonomi.
Merz har opfordret til en fuldstændig afskaffelse af toldsatserne mellem EU og USA.
Den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, langede tidligere torsdag ud efter USA.
- Det er intet mindre end et dobbelt epokegørende brud (double epochal rupture, red.) - Ruslands aggressionskrig og USA's svigt af værdier, sagde han i en tale til parlamentet.
Ifølge præsidenten bringer Rusland den fredelige orden, der blev etableret efter Anden Verdenskrig og de allieredes sejr over Nazityskland, i fare.
- Men det faktum, at USA af alle lande - som spillede en afgørende rolle i etableringen af den verdensorden - vender sig væk fra den, er et chok af en helt ny størrelsesorden, lød det fra Frank-Walter Steinmeier.
/ritzau/Reuters