Horsens, 29/04/2025 - 20:04
Horsens knækker København og øjner DM-semifinale
Horsens' håndboldkvinder vandt overraskende 36-34 over København Håndbold og er på semifinalekurs.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Håndboldkvinderne fra Horsens Håndbold Elite kom med i slutspillet på yderste mandat og var stærkt undertippet, men holdet øjner nu en plads i DM-semifinalerne.
Midtvejs i slutspillet har Horsens indtaget andenpladsen i sin slutspilsgruppe og slået et lille hul ned til forfølgerne efter tirsdagens uventede 36-34-hjemmesejr over København Håndbold.
Afstanden mellem holdene er på to point, mens Nykøbing Falster Håndboldklub er yderligere et point efter, inden falstringerne senere tirsdag møder det ubesejrede tophold fra Odense.
Den tidligere landsholdskæmpe Stine Jørgensen medgiver, at københavnerne nu har bragt sig selv i en vanskelig situation efter tirsdagens nederlag.
- Puljen er blevet spændende. Horsens har gjort det rigtig godt, mens vi og Nykøbing kæmper med at finde vores spil. Nu skal vi kæmpe endnu hårdere, hvis vi skal i semifinalen, men der er stadig en chance, og den går vi efter, siger Stine Jørgensen til TV 2 Sport.
Tirsdagens vigtige sejr til Horsens blev grundlagt på 20 gode minutter i kampens indledning, hvor hjemmeholdet spillede sig i front med seks overskydende mål.
I det københavnske mål fik Anne Christine Bossen pludselig lidt bedre fat i afslutningerne, mens Horsens' returløb haltede, og frem mod pausen blev afstanden reduceret til to mål.
Efter pausen nåede Horsens at øge afstanden til fire mål, inden københavnerne igen oppede sig og var på vej til at vende kampen.
Forspringet var endegyldigt indhentet ved Pernille Brandenborgs udligning til 26-26 midtvejs i anden halvleg, og øjeblikket efter tog københavnerne også føringen ved Tabea Schmid.
Så skulle man tro, at forhåndsfavoritterne var på kurs mod sejren, men så fik Horsens igen fat og kuppede den overraskende sejr, der giver holdet særdeles gode kort på hånden i jagten på en semifinaleplads.
/ritzau/