København, 18/06/2025 - 13:00
Cykelløb på Sjælland vil påvirke rejsetid på 83 buslinjer
Copenhagen Sprint afholdes for første gang i weekenden. Løbet får historisk stor betydning for bustrafikken.
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det nye cykelløb Copenhagen Sprint kaster trafikselskabet Movia ud i virksomhedens største trafikale omlægning nogensinde.
Det vil give aflysninger og kan give forlænget rejsetid, når løbet finder sted i weekenden 21. og 22. juni.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
- Det er en kæmpe udfordring, vi står over for, men vi har erfaring med store omlægninger.
- Vi indsætter både guider, der kan hjælpe passagererne videre, og øger trafikinformationen. Så selv om det er en stor opgave, så er vi godt forberedt, siger direktør for kunder og kommunikation Stine Sander.
Hun understreger, at opgaven både i kompleksitet og omfang overgår situationen ved Tour de France i 2022, hvor løbets første etape blev kørt i København.
83 buslinjer i ti byer på Sjælland berøres. Det gælder blandt andet 5C i København.
Selskabet oplyser, at enkelte afgange også vil være aflyst, mens nogle busstoppesteder vil være midlertidigt lukket.
Det vil for eksempel hverken være muligt at stige af og på ved Rådhuspladsen eller Nørreport Station.
Copenhagen Sprint er et internationalt cykelløb, der skydes i gang ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
På ruten kommer rytterne forbi Frederikssund, Hillerød, Fredensborg, Humlebæk, Allerød, Farum, Værløse, Ballerup, Rødovre, inden det sluttes af ved Statens Museum for Kunst i København.
Vejene vil være spærret under afviklingen af løbet. I København vil ruten allerede være lukket fra lørdag klokken 05.00 til søndag klokken 22.00.
Målområdet omkring Sølvgade afspærres dog allerede fredag 20. juni klokken 18.00.
I rutens resterende byer vil vejen være spærret fra omkring middag til eftermiddag lørdag og søndag.
Det vil derfor ikke kun være bustrafikken, der berøres.
Også den private trafik skal forvente ekstra rejsetid, og Vejdirektoratet opfordrer til, at man lader bilen stå, hvis det kan lade sig gøre.
Og hvis man alligevel er nødsaget til at bruge sin bil, så appellerer han til, at man planlægger sin køretur i god tid, så man undgår afspærringerne.
- Særligt i København vil det give mening at finde alternativer, og så må man selvfølgelig forvente, at der kan være mange mennesker i den offentlige transport, siger vagthavende ved Vejdirektoratet Jakob Riis-Petersen til Ritzau.
I DSB forventer man da også flere passagerer i både regional- og S-tog hen over weekenden.
Informationschef Tony Bispeskov råder de mange rejsende til at gøre brug af muligheden for gratis at medtage sin cykel, og gør man det, anbefaler han, at man afholder sig fra at stå af på Nørreport.
- Man skal hellere stige af på Vesterport eller Østerport, hvis man har cykel med. Nørreport ligger i nærheden af målfeltet, og stationen har begrænset plads.
For at tage højde for de mange rejsende er togene gjort ekstra lange, og der er lavet rene cykelkupéer, men man skal alligevel forvente, at det bliver trængt.
- Selv om 26 vogne står klar til at være forbeholdt cykler, så vil det her kunne udfordre det, så man kan ikke være sikker på at få en plads, siger han.
- Det må man respektere, og måske skal man vente på næste afgang, siger informationschefen.
/ritzau/