Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/05/2025 - 19:16

McLaren-duo overlister teenagesensation i sjaskvådt sprintløb

Kimi Antonelli var den yngste nogensinde i pole position, men måtte overlade sejren til Lando Norris i Miami.

Marco Bello/Reuters

Af: /ritzau/

Spotlightet var på Kimi Antonelli, der som den yngste kører nogensinde i Formel 1 havde pole position til lørdagens sprintløb i Miami.

Men allerede i første sving gik det galt for Mercedes-italieneren, der gled af banen og måtte se sejren gå til McLaren-duoen Lando Norris og Oscar Piastri.

En sejr i sprintløbet, der blot bestod af 19 omgange på Florida-banen, kaster otte point af sig, mens en andenplads giver syv. McLaren-folkene øger dermed deres forspring i Formel 1-stillingen før søndagens hovedløb.

Piastri fører med 106 point, mens Norris er toer med 87 af slagsen. Herfra er der ti point ned til Red Bulls Max Verstappen.

Løbet blev kørt på drivvåde veje i det subtropiske klima.

Allerede før start var den gal i uvejret. Ferraris Charles Leclerc kørte galt på vej til start og måtte opgive at tage del i strabadserne.

Kort efter meddelte arrangørerne, at løbet på grund af forholdene og den dårlige sigtbarhed blev udsat med en halv time.

Da starten endelig gik, nåede Antonelli knap nok ud af startblokken, før han kurede af banen og måtte se Piastri overtage førerpositionen.

Antonelli klagede over radioen over, at han blev skubbet, men ikke desto mindre var han røget bag om dansen.

På trods af løbets korte varighed var der masser af drama på de svære veje.

Den forsvarende verdensmester Max Verstappen var blandt de uheldige, da han på vej ud af et pitstop bragede sammen med Antonelli og beskadigede sin frontvinge.

Red Bulls hollænder fortsatte, men blev overhalet af Ferraris Lewis Hamilton, før Fernando Alonso kørte galt i sin Aston Martin og udløste en safety car.

Med bare tre omgange igen lykkedes det ikke at gøre banen fremkommelig, og dermed endte det ellers medrivende sprintløb som lidt af et antiklimaks.

Mest skuffet vil Kimi Antonelli givetvis være. Det, der kunne have været en uforglemmelig dag, endte med en ligegyldig tiendeplads.

Lørdag klokken 22 dansk tid gælder det kvalifikationen til søndagens grandprix.

/ritzau/

Los Angeles, 06/05/2025 - 03:49

Mulig told på udenlandske film i USA giver blandede reaktioner

Mario Anzuoni/Reuters

Flere efterspørger detaljer i plan om told på udenlandske film fra USA's præsident, Donald Trump.

Det har medført blandede reaktioner, at præsident Donald Trump vil indføre en told på 100 procent på alle film produceret uden for USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters efter at have talt med flere ledere af filmselskaber.

Flere af kilderne udtaler sig på betingelse af anonymitet.

En person sammenligner filmproduktion med bilproduktion, hvor forskellige dele som filmoptagelser og visuelle effekter færdiggøres rundt omkring i verden og derefter samles i USA.

Nogle kilder er usikre på, hvorvidt tolden kun vil gælde arbejde udført andetsteds, eller om den også gælder projekter, der finansieres i samarbejde med udenlandske investorer.

Trump har ikke offentliggjort flere detaljer om, hvordan en told vil blive implementeret, siden han præsenterede planen mandag.

Filmproduceren Todd Garner siger, at de foreslåede toldsatser kan have en utilsigtet hæmmende effekt på kreativiteten.

Han henviser til instruktøren Steven Spielbergs film om invasionen af Normandiet i Frankrig under Anden Verdenskrig, "Saving Private Ryan".

- Hvordan ville du have lavet "Saving Private Ryan" i USA? I Shreveport?, siger Garner og henviser til en storby i Louisiana.

Skuespillernes primære fagforening, SAG-AFTRA, udsendte mandag en støttende udtalelse, efter at Trump havde præsenteret planen.

Fagforeningens administrerende direktør, Duncan Crabtree-Ireland, sagde, at fagforeningen støtter Trump-administrationens bestræbelser på at øge den indenlandske film-, tv- og streamingproduktion.

- Vi ser frem til at høre mere om detaljerne i den plan, som præsidenten har præsenteret, og til at fremme en dialog for at nå vores fælles mål, sagde han.

Trump sagde mandag til journalister, at han vil mødes med folk fra branchen for at sikre sig, at de kan lide idéen. Trump-administrationen oplyser, at der endnu ikke er truffet nogen beslutninger.

Hollywood får størstedelen af sine biografindtægter fra udlandet.

I 2024 kom omkring 70 procent af cirka 30 milliarder dollar i globalt billetsalg fra lande uden for USA og Canada, oplyser Daniel Loria, der er vicepræsident i organisationen Boxoffice Company.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

New York City, 06/05/2025 - 02:44

Rihanna og Asap Rocky venter deres tredje barn

Kylie Cooper/Reuters

Rihannas babybule tittede frem på vej til Met Gala i New York natten til tirsdag dansk tid.

Sangeren Rihanna er gravid igen. Dermed venter hun baby nummer tre.

Den 37-årige sanger med det borgerlige navn Robyn Rihanna Fenty ankom i en grå bluse og en nederdel på vej til den glamourøse modefest Met Gala i New York, hvor babybulen var synlig.

Det bekræfter hendes partner, rapperen Asap Rocky, på den røde løber, hvor journalister ønsker ham tillykke.

- Tak, tak, tak. Jeg er glad for, at alle er glade på vores vegne, for vi er i hvert fald glade, siger han.

Met Gala finder sted natten til tirsdag dansk tid.

Der er endnu ingen meldinger om barnets køn.

Parret har i forvejen sønnerne RZA, der blev født i maj 2022, og Riot, der blev født i august 2023.

Rihanna afslørede i 2023 ligeledes sin graviditet på opsigtsvækkende vis, efter at hun havde optrådt i pausen under Super Bowl. Hun havde stramt tøj på, og man kunne se en lille bule.

Derefter bekræftede en repræsentant for Rihanna, at hun var gravid.

Hun deltog senere samme år ved Met Gala, inden hun fødte i august.

Det er ikke usædvanligt, at der offentliggøres graviditeter ved Met Gala. Den pensionerede tennisstjerne Serena Williams og modellen Karlie Kloss afslørede deres graviditeter ved begivenheden i 2023.

Met Gala finder sted hvert år i maj og er et velgørenhedsarrangement, der markerer åbningen af museets årlige modeudstilling.

Temaet i årets udstilling er "Superfine: Tailoring Black Style". Gæsterne er ifølge magasinet Elle således blevet bedt om at iføre sig skræddersyet tøj som kjoler eller jakkesæt.

Mange gæster har fortolket det klassiske jakkesæt fra forskellige årtier, heriblandt værterne, racerkører Lewis Hamilton og skuespiller Colman Domingo.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

København, 05/05/2025 - 11:00

FAKTA: 120-dagesreglen

* 120-dagesreglen kan give anledning til misforståelser. Reglen betyder, at arbejdsgiver kan opsige funktionærer med et kortere varsel, hvis medarbejderen har haft 120 sygedage.

* Men man kan sagtens blive opsagt både før og efter de 120 dage med sit almindelige varsel efter funktionærloven, hvis afskedigelsen ellers har en saglig grund.

Kilde: Klara Elisabeth Hoffritz, der er politisk juridisk konsulent og advokat i fagforeningen HK Privat.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 05/05/2025 - 11:00

FAKTA: Medarbejdere med særlig beskyttelse

* Der er en række medarbejdere, som har en særlig beskyttelse i forhold til opsigelse, såsom gravide, personer med handicap samt arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter.

* Det betyder ikke, at de ikke kan blive fyret. Der er blot større krav til arbejdsgiveren, som skal kunne bevise, at opsigelsen ikke skyldes eksempelvis en graviditet - hverken direkte eller indirekte.

Kilde: Linda Nordstrøm Nissen, der er underdirektør og advokat i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek