København, 01/05/2024 - 08:56
Populært dansk fitnessbrand tæt på fordoblede omsætning i 2023
Planet Nusas omsætning er vokset fra 38 millioner kroner til 73 millioner i 2023. Men resultatet er faldet.
Liv Latricia Habel/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det danske tøjmærke Planet Nusa har tæt på fordoblet sin omsætning i 2023.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Her lyder det, at omsætningen i 2023 rundede 73 millioner kroner. Året før lød den på 38 millioner kroner.
Virksomhedens indtjening har dog taget et lille dyk fra fire millioner kroner i 2022 til tre millioner kroner i 2023.
I samme periode er personaleomkostningerne steget fra godt 4,7 millioner kroner til knap 14 millioner kroner. Det viser regnskabet.
Planet Nusa har åbnet to nye butikker i løbet af året, én i Aarhus og én i København. Dermed har virksomheden samlet tre butikker i Danmark.
I regnskabet fremgår det, at det gennemsnitlige antal fuldtidsansatte steg fra 11 til 29 i 2023.
Ifølge Planet Nusa selv har virksomheden i dag 54 fuldtidsansatte.
- Vi har knoklet for at få skabt en god arbejdsplads med kompetente medarbejdere, så vi kan sikre en veldrevet virksomhed, hvor alle knapper fungerer, og vi kan fortsætte vores vækst, siger stifter af Planet Nusa Mille Skat i pressemeddelelsen.
Planet Nusa blev stiftet i 2018 af Kristine Esmer og Mille Skat. De ejer fortsat hovedparten af virksomheden.
/ritzau/