Kyiv, 17/06/2025 - 02:13
Stort droneangreb rammer Kyiv - mindst 11 sårede
Den øverste etage i en lejlighedsbygning er blevet beskadiget i droneangreb, siger Kyivs borgmester.
Thomas Peter/Reuters
Af: /ritzau/
Et stort droneangreb har natten til tirsdag ramt flere bydele i Ukraines hovedstad, Kyiv.
Det meddeler byens borgmester, Vitalij Klytjko, på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.
Borgmesteren skriver, at blandt andet en etageejendom er ramt. Den øverste etage er blevet beskadiget.
Mindst 11 personer er såret, skriver Vitalij Klytjko. Seks af dem er blevet bragt på hospitalet, hvor de modtager behandling.
- Fjendtlige droner kommer ind over byen fra tre retninger. Der er også fare for missiler, lyder det videre fra borgmesteren.
Etageejendommen, som er blevet ramt, ligger i bydelen Solomjanskyj tæt på Kyivs centrum.
Både Ukraine og Rusland har i de seneste uger udført massive droneangreb mod hinanden.
Samtidig har der været afholdt to møder med direkte forhandlinger om en afslutning på den over tre år lange krig.
Forhandlingerne har ført til aftaler om at løslade krigsfanger og udlevere ligene af faldne soldater. Men meget mere end det er det ikke blevet til.
Ukraine og vestlige lande, som er Ukraines allierede, presser på for at få en våbenhvile, men Rusland har endnu ikke indvilget.
Foruden Solomjanskyj er der meldinger om angreb mod tre andre bydele i Kyiv.
Redningstjenester er rykket ud, og luftforsvaret er aktiveret.
Præsident Zelenskyjs stabschef, Andrij Jermak, anklager Rusland for målrettet at angribe civile.
- Flere angreb fra russiske droner på beboelsesejendomme i Kyiv. Rusland fortsætter sin krig mod civile, skriver han på Telegram.
I Darnytskyj i den østlige ende af Kyiv er der brudt brand ud som følge af nedfaldne vragrester fra en drone. Det oplyser Tymur Tkasjenko, som er leder af den militære administration i byen.
- Det er en meget svær nat, siger han.
Han tilføjer, at der har været strømafbrydelser i nogle områder af byen.
/ritzau/