København, 08/05/2025 - 15:03
Direktør i andelskasse straffes for ikke at bremse hvidvask
Københavns Andelskasse var en "kaosfabrik", siger direktør. Intet tjek af transaktioner for 1,4 milliarder.
Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En tidligere direktør i det lille pengeinstitut Københavns Andelskasse idømmes torsdag fængsel i fire måneder af Københavns Byret.
Straffen gøres betinget og skal altså ikke afsones. Manden har i et retsmøde sidste uge tilstået, at han overtrådte de regler, der skal hindre hvidvask.
Transaktioner til en samlet værdi af 1,4 milliarder kroner fandt sted i den 64-åriges tid som direktør.
Men i andelskassen blev der ikke gjort noget særligt for at få kendskab til kunderne eller for at undersøge formålet med de i alt godt 17.000 transaktioner.
Det var en særlig grov og omfattende overtrædelse af reglerne, har den daværende direktør erkendt.
- Det var én stor kaosfabrik, sagde den tidligere direktør Bo Stengaard under en afhøring forleden.
Her brugte han også et andet billede på den situation, han blev anbragt i, da han blev placeret på direktørposten i marts 2017, og her havde ansvaret i et år frem.
- Jeg sidder på et skib, der var ved at gå ned. Der var hul i bunden, vandet fossede ind, sagde han.
Den maksimale straf var fængsel i seks måneder ifølge loven på gerningstidspunktet. Den kræver kontrol, overvågning, indberetning og andre foranstaltninger for at imødegå hvidvask og finansiering af terrorisme.
Rettens beslutning om at idømme den 64-årige fire måneder følger præcist oplægget fra specialanklager Lisette Jørgensen fra National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.
I afgørelsen er der taget hensyn til, at den tidligere direktør aflagde tilståelse. Det giver en rabat i straffen.
I sin procedure anerkendte Lisette Jørgensen sidste uge, at Bo Stengaard havde haft nogle specielle arbejdsforhold, men det fritager ikke for ansvar.
- Og ansvaret er særligt vigtigt, når ejerkredsen ønskede, at man så bort fra reglerne, sagde hun.
Den nu dømte forklarede, at det var selskabet Clearhaus, som var en del af ejerkredsen, der henviste kunder. Og at han fik besked om at rette ind, når han brokkede sig.
- Det var faktisk lidt svært at finde ud af, hvem ejerne var. Det ændrede sig jævnligt, oplyste han.
Andelskassen blev overtaget af Finansiel Stabilitet i 2018. Den manglende interne kontrol førte i januar til en bøde på 794 millioner kroner.
Den nu dømte direktør er blevet forsvaret af advokat Thomas Brædder.
- Min klient er tilfreds med, at der nu er sat punktum i sagen, siger advokaten.
- Hans holdning er, at når man påtager sig rollen som en del af ledelsen, skal man også stå ved sit ansvar efterfølgende. Han var kun indsat i en kortere periode og forsøgte at gøre, hvad han kunne for at rette op på forholdene, siger advokaten.
Senere i denne måned indledes i byretten en straffesag mod Nordea for samme type af lovovertrædelser. Storbanken nægter sig skyldig i tiltalen, der drejer sig om transaktioner for 26 milliarder kroner.
Derimod erkendte Danske Bank i december 2022 lovbrud i bankens estiske filial og betalte en bøde på 3,5 milliarder kroner.
I disse to tilfælde har NSK ikke rejst tiltale mod enkeltpersoner. I en mail til Ritzau forklarer NSK, at vurderingerne er foretaget "på baggrund af de faktiske og retlige omstændigheder i den enkelte sag".