Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/05/2025 - 12:39

Komponist Per Nørgård er død - 92 år

Den klassiske musiks danske godfather er sovet stille ind. Han står bag hundredvis af klassiske kompositioner.

Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske komponist Per Nørgård er død.

Det oplyser musikforlaget Edition Wilhelm Hansen i en pressemeddelelse.

Per Nørgård sov stille ind natten til onsdag omgivet af sine nærmeste. Han blev 92 år.

- Per Nørgårds musikalske betydning kan ikke fremhæves nok, og det har været en stor ære at få lov at arbejde med hans værker som hans forlægger igennem alle årene, siger Loui Törnqvist, administrerende direktør hos Edition Wilhelm Hansen.

- Vi vil mindes Per som en af de største danske komponister nogensinde og som en komponist, der konstant formåede at udvikle sit musikalske udtryk igennem hele sin karriere.

Per Nørgård har i mange årtier været den førende på sit felt og opbygget sig et imponerende CV.

Per Nørgård er ophavsmand til flere hundrede værker, for hvilke han er blevet rost og hyldet i stor stil. Nogle har sågar sammenlignet ham med den berømte Carl Nielsen.

I Danmark har han fået Léonie Sonnings Musikpris og Sibelius Prisen, nogle af de mest fornemme i branchen. Han har også modtaget Nordisk Råds Musikpris.

Ikke kun i indenrigsregi har han vundet anerkendelse. I 2014 tildelte det store New York Philharmonic Orchestra Per Nørgård en pris, og til den fulgte et beløb på omkring en million kroner.

Per Nørgård blev født 13. juli 1932.

Allerede i gymnasiet fik han komponistundervisning, og på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København begyndte han for alvor studierne.

Dertil kom et ophold i Paris for at lære endnu mere om genren og det at komponere en smuk melodi, og hvor nogle af de første kompositioner kom fra Per Nørgårds hånd.

Derefter gik turen til Aarhus og Det Jyske Musikkonservatorium.

Her fungerede Per Nørgård som kompositionslærer og professor, og han var på konservatoriet helt frem til 1995, hvor han trak sig tilbage for at fokusere helt og holdent på at komponere.

Nørgård har også opdaget et helt matematisk system, der kan bruges til kompositioner af musikken. Det kaldes uendelighedsrækken.

Blandt Per Nørgårds mange betydningsfulde værker, står hans otte symfonier centralt i dansk musiks historie.

Andre markante værker er "Spell" (1973), korværket "Wie ein Kind" (1980), klaverværket "Achilles" og "Skildpadden" (1983), og operaen "Nuit des Hommes" (1996), oplyser Edition Wilhelm Hansen.

/ritzau/

København, 06/06/2025 - 15:00

Efter gedigen succes: Netflix afslører ny dansk satsning

Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen er på rollelisten i Netflix' kommende danske thriller, "Den hemmelige kvinde".

Samtidig med at den nye danske Netflix-serie, "Reservatet", går sin sejrsgang verden over, kan streaminggiganten nu afsløre sin næste danske satsning.

Det er filmatiseringen af Anna Ekbergs krimi "Den hemmelige kvinde", som Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen skal vække til live på skærmen.

Det annoncerer Netflix i en pressemeddelelse.

Filmen udspiller sig på en ø, hvor den kvindelige hovedrolle bor med sin mand og driver en café.

Men idyllen slår revner, da en fremmed mand træder ind i caféen og hævder, at hun slet ikke er den, hun tror, hun er. Han påstår, at hun i virkeligheden er en helt anden - hans egen hustru, som forsvandt for tre år siden.

Grundige undersøgelser afslører en sandhed, der vender op og ned på hendes liv, og hun føler sig tvunget til at forlade den mand, hun elsker, for at finde ud af, hvad der skete med hende for tre år siden.

Ud over Natalie Madueño, Claes Bang og den norske skuespiller Pål Sverre Hagen, som indtager de centrale roller i "Den hemmelige kvinde", er også Broen-skuespilleren Lars Simonsen og Krøniken-stjernen Stina Ekblad på rollelisten.

Filmen, som er baseret på Anna Ekbergs krimi, er skrevet af Anders August, som før har skrevet filmatiseringerne af Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" og Danmarks fodboldsejr i EM "Sommeren '92".

Filmen instrueres af Barbara Topsøe-Rothenborg, der også instruerede den danske Netflix-film "Kærlighed for voksne" i 2022.

"Den hemmelige kvinde" forventes at få premiere på Netflix i 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 06/06/2025 - 13:56

Medier: David Beckham bliver snart slået til ridder

Toby Melville/Ritzau Scanpix

I mange år har David Beckham været nævnt som kandidat til at blive slået til ridder. Nu sker det ifølge BBC.

Den tidligere fodboldspiller og landsholdsanfører David Beckham står til at blive slået til ridder.

Det erfarer det britiske medie BBC og avisen The Sun. Oplysningen er ikke officielt bekræftet.

50-årige Beckham var som aktiv udøver en kendt frisparksspecialist.

Men han har også markeret sig som modeikon, klubejer og halvdelen af et af verdens mest berømte ægtepar.

Ifølge BBC vil han blive slået til ridder ikke blot for sine bedrifter på fodboldbanen, men som følge af et bredere bidrag til det britiske samfund.

Beckham er blandt andet mangeårig ambassadør for FN's Børnefond, Unicef.

Han vil ifølge det britiske medie fremgå af kong Charles' liste over fødselsdagsudmærkelser, som ventes offentliggjort næste uge.

Kong Charles blev egentlig født 14. november i 1948, men den britiske monarks officielle fødselsdag markeres med Trooping the Colour-paraden 14. juni 2025.

Beckham har været nævnt mange gange som en mulig kandidat til at blive slået til ridder. Han fik i 2003 ordenen OBE - The Order of the British Empire.

Hverken talspersoner for den britiske regering eller David Beckham har ønsket at udtale sig til BBC.

- Vi udtaler os ikke om spekulationer vedrørende hædersbevisninger, siger en talsperson for den britiske regering.

Beckham spillede også en fremtrædende rolle i at få OL til London i 2012.

Han nåede blandt andet at spille for Manchester United, Real Madrid og LA Galaxy, inden han i maj 2013 stoppede sin fodboldkarriere efter nogle måneder hos det franske storhold Paris Saint-Germain.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Opskrift på overnight oats a la gulerodskage

* Kom havregryn, gulerod, chiafrø, kardemomme og kanel i et sylteglas.

* Tilsæt salt, rosiner og mælk.

* Rør det hele grundigt rundt.

*Sæt låg på glasset og sæt det i køleskab natten over.

* Rør rundt i grøden næste morgen.

Skyrcreme:

* Blend banan og dadler. Rør begge dele med skyr og vanilje.

* Top grøden med bær og eventuelt. honning og pak forsigtigt i madpakken med skyrcreme on the side.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Ingrediensliste til overnight oats a la gulerodskage

Opskriften er til to personer:

* 1 ½ dl fint valsede havregryn

* 1 dl revet gulerod

* 2 spsk. chiafrø

* ½ tsk. stødt kardemomme

* 2 tsk. stødt kanel

* 1 nip salt

* 1-2 spsk. rosiner

* 3 dl mælk

Skyrcreme:

* 1 moden banan

* 2 bløde dadler

* 2 dl skyr

* 1 tsk. vaniljepulver

Topping:

* 2 håndfulde blandede bær

* Eventuelt  honning

Kilde: louisalorang.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv