Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/12/2025 - 17:11

Minister forventer domstol ændrer praksis efter udtalelse

Domstolen i Strasbourg, som er stopklods for udsendelser, må reagere på udtalelse, forventer Rasmus Stoklund.

Olivier Hoslet/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) forventer, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) kommer til at reagere på, at et flertal af medlemslande vil gøre det lettere at udvise kriminelle udlændinge.

Onsdag har han deltaget i et ministermøde i Strasbourg, hvor 27 lande støtter en dansk-initieret udtalelse, der lægger op til ændringer.

- Jeg håber og forventer, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil tage alvorligt, at 27 lande sender så markant et signal, siger Rasmus Stoklund.

Danmark og Italien tog tidligere på året initiativ til at tage et opgør med domstolens praksis, som vægter den udvisningsdømtes rettigheder højere, end regeringen mener rimeligt.

Gruppen af lande, der støtter Danmark, er vokset markant i den seneste tid.

Der var inden mødet tvivl, om det ville blive et flertal, men det endte med 27 lande ud af rådets 46.

Udlændinge- og integrationsministeren vil dog ikke garantere, at det faktisk fører til ændringer af retspraksis.

- Det er klart. Jeg kan jo ikke garantere noget på vegne af Europarådet, der har 46 medlemsstater og en domstol, som er uafhængig, og som man ikke hverken kan eller skal instruere.

- Men det er klart, at jeg har en forventning om, at når 27 lande sender et vink med en vognstang af den kaliber, som vi har gjort i dag, så ville det være for mig overraskende, hvis man fortsatte som om intet var hændt, siger Rasmus Stoklund.

Europarådets generalsekretær, Alain Berset, er bekymret for angreb på domstolens integritet.

Det mener Rasmus Stoklund ikke man kan kalde det. Han mener omvendt, at udtalelsen er udtryk for, at man har forstået situationens alvor.

- Jeg er utrolig glad for, at vi er 27 lande, som i dag har sendt et vink med en vognstang til Den Europæisk Menneskerettighedsdomstol om, at vi finder det fuldstændig legitimt og rimeligt, at medlemsstaterne selv kan tilrettelægge deres udlændingepolitik, siger ministeren.

Udtalelsen henviser direkte til to artikler i menneskerettighedskonventionen. Det er artikel 3 om forbud mod tortur og umenneskelig behandling, og artikel 8 om retten til familie- og privatliv.

Her skal man ifølge de 27 lande vægte balancen anderledes fremover, så det bliver lettere at udvise.

I en række sager er udlændinge dømt for alvorlig kriminalitet blevet skånet for udvisning, da domstolen i Strasbourg har vurderet, at rettighederne i disse to artikler har været vigtigere, og det er den praksis de danske domstole retter sig efter.

/ritzau/

København, 11/12/2025 - 18:22

Paul Simon kommer til Danmark under europaturné

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Paul Simon, der udgjorde halvdelen af Simon & Garfunkel, kommer til Danmark med to koncerter til foråret.

Sanger og sangskriver Paul Simon fortsætter sin turné "A Quiet Celebration Tour" i Europa i foråret og vil blandt andet komme forbi Danmark.

Det skriver Live Nation i en pressemeddelelse.

Musikeren skal optræde i Falkonersalen på Frederiksberg 18. og 19. april næste år.

I løbet af foråret og sommeren har Paul Simon spillet forskellige steder i USA under sin turné.

Europaturnéen vil vare fra 9. april til 20. maj, og den 84-årige musiker vil ud over København komme forbi blandt andet Prag, Amsterdam og Paris.

Alle koncerter sættes til salg onsdag 17. december klokken 11, meddeler Live Nation.

Paul Simon har i løbet af sin karriere blandt andet udgjort den ene halvdel af duoen Simon & Garfunkel.

Sammen med den anden halvdel af duoen, Art Garfunkel, har han udgivet sange som "Mrs. Robinson", "Bridge over Troubled Water" og "The Sound of Silence".

Duoen udgav deres første album i 1964. Men forholdet mellem de to holdt ikke, og de splittede op i 1970 efter at have udgivet albummet "Bridge Over Troubled Water".

Albummet var i en periode efter sin udgivelse det bedst sælgende album nogensinde. Det blev desuden hyldet med adskillige Grammy-priser i 1971, herunder for Årets Album.

Efter opløsningen af Simon & Garfunkel har Paul Simon haft en succesrig solokarriere og udgivet adskillige album.

Sammenlagt har han fået tildelt 16 Grammy-priser. Foruden "Bridge Over Troubled Water" er også hans soloalbums "Still Crazy After All These Years" og "Graceland" blevet hyldet med en Grammy for Årets Album.

I 2024 var han blandt andet nomineret til en Grammy for Årets Folk Album med albummet "Seven Psalms" fra 2023.

Albummet varer blot 33 minutter, og det er dette værk, som showet på "A Quiet Celebration Tour" starter med. Det skriver Live Nation.

Efter en kort pause følger en række af Paul Simons klassiske hits og nogle sjældent opførte numre, lyder det.

Foruden en lang række priser har Paul Simon også fået en plads i Songwriters Hall of Fame samt i Rock and Roll Hall of Fame.

Han er far til fire børn og har været gift tre gange, senest med sangeren Edie Brickell siden 1992.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 11/12/2025 - 17:50

Chatbot får lov til at bruge Disney-karakterer de næste tre år

Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix

Disney har givet licens til, at karakterer kan bruges i videoer genereret af kunstig intelligens.

Disney har torsdag lavet en licensaftale på tre år med OpenAI, som blandt andet står bag chatbotten ChatGPT.

Aftalen betyder, at man som bruger af ChatGPT og videoværktøjet Sora fremover kan inkludere karakterer ejet af Disney, når man generer videoer med hjælp af kunstig intelligens eller AI.

- Disney er den globale gyldne standard, når det handler om fortællekunst. Denne aftale viser, hvordan AI-firmaer og kreative ledere kan samarbejde ansvarligt, udtaler OpenAI's topchef, Sam Altman.

Disney har givet brugerne adgang til over 200 karakterer. De tæller blandt andet Mickey Mouse og Darth Vader.

Aftalen inkluderer ikke stemmer og ansigter fra skuespillere.

I sommer sagsøgte både Disney og filmstudiet Universal et andet AI-selskab - Midjourney - som de anklagede for ulovligt at have brugt deres ophavsretsbeskyttede indhold.

Den nye aftale betyder samtidig, at Disney investerer 1 milliarder dollar - eller cirka 6,4 milliarder kroner - i OpenAI.

Desuden har den amerikanske underholdningsgigant mulighed for at købe yderligere aktier i selskabet.

- Den hurtige udvikling af kunstig intelligens markerer et vigtigt øjeblik for vores industri, siger Disneys topchef, Bob Iger.

Han mener, at samarbejdet kan være med til at udvide Disney-historiernes rækkevidde.

Udover at OpenAI's brugere fremover kan lade figurer som Iron Man og Minnie Mouse mødes ved hjælp af kunstig intelligens, vil Disney også selv gøre brug af OpenAIs teknologier.

Disney planlægger at bruge teknologien til at bygge nye produkter og oplevelser på streamingplatformen Disney+.

Desuden skal Disneys ansatte have adgang til chatbotten.

OpenAI har i forbindelse med aftalen lovet kontrolmekanismer, som skal forhindre ulovligt eller skadeligt indhold og beskytte rettigheder.

Både Disney og OpenAI understreger også, at de forpligter sig til at bruge kunstig intelligens ansvarligt.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

, 11/12/2025 - 10:00

FAKTA: Tjek din forsikring

* Din husforsikring dækker som udgangspunkt vandskader på ejendommen som følge af skybrud. Men der skal være tale om så kraftigt et skybrud, at vedligeholdte afløbssystemer uden tilstopninger ikke kan aflede vandet.

* Oversvømmelser fra hav, fjord, søer og vandløb er altid undtaget fra forsikringen.

* Vandskader, der skyldes, at regnvand siver ind gennem revner eller utætheder, er som hovedregel undtaget, medmindre du har en udvidet vanddækning i den forsikringsaftale.

* Det samme gælder for grundvand, der trænger ind gennem kældervæg eller kældergulv. 

Kilder: Videncentret Bolius, klimasikring.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/12/2025 - 10:00

Få tiltag beskytter dit hus mod voldsomt vejr

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det kræver ikke nødvendigvis den store indsats at klimasikre dit hus og dermed forebygge store skader.

Klimaforandringerne bringer vildere og vådere vejr med sig, og det øger blandt andet risikoen for oversvømmede kældre og andre dyre fugtskader.

Alligevel er klimasikring tilsyneladende ikke noget, der fylder synderligt meget for landets boligejere.

I en ny undersøgelse, som forsikringsselskabet If har lavet blandt 1189 danskere, svarer hver tredje af de adspurgte, at de slet ikke har gjort noget for at klimasikre hjemmet.

- Vi er overraskede over, hvor mange der ikke har lavet nogen foranstaltninger overhovedet på deres ejendom for at minimere risikoen for vejrskade. Det er alligevel 36 procent, der slet ikke har gjort noget, siger Helene Ibsen, der er boligchef hos If.

Ifølge hende kræver det ikke nødvendigvis en kæmpe indsats at værne huset mod for eksempel massiv regn.

- Vi kan se, hver gang vi har en større vejrbegivenhed, at det er sådan nogle helt simple ting, som at man ikke har renset tagrender, der betyder enormt meget for, om man får vand ind eller ej, fortæller Helene Ibsen.

Hun råder derfor alle husejere til løbende at rense tagrenderne og holde øje med, om tagbrønde og kloakker virker, som de skal.

For dig, der bor i byen, kan det være særligt relevant at investere i et højvandslukke, der lukker af for tilbageløb af kloakvand ude fra villavejen.

Når den fælles kloak bliver for fyldt, er der nemlig risiko for, at vandet finder vej til netop din kloak, og så kan du pludselig stå med kloakvand i kælderen.

- Inde i byen er der ikke særlig mange steder, hvor vandet får naturligt afløb ned i jorden. Ude på landet tager markerne meget af vandet. Men i byen er der asfalt og fliser overalt, og det belaster kloakkerne ekstra meget, forklarer Helene Ibsen.

I både byer og på landet kan husets have være med til at beskytte huset mod oversvømmelse.

- Mange fjerner store træer for at få mere sol på grunden, men træer tager faktisk rigtig meget vand. Vi har set eksempler på, at man har fjernet et stort træ, og at der efterfølgende er sket oversvømmelse af kælderen, fortæller boligchefen.

En anden tendens er, at husejere gerne lægger terrasse hele vejen rundt om huset. Det kan også gøre det sværere for vandet at slippe væk.

- Her skal man sørge for, at belægningen ligger med fald væk fra bygningen, så vandet ikke trænger ind.

Derudover spiller alderen på huset ind, når det gælder risikoen for fugtskader. Før 1972 var der ikke lovkrav om, at ejendomme skulle fugtsikres, og derfor kan der være behov for, at du gør noget ekstra for at holde det tørt.

Det kan være ved at anlægge et omfangsdræn, som leder vand væk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek