Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/07/2025 - 12:50

PORTRÆT: Dansk debutant gør kometkarriere i Wimbledon

Sensationelle August Holmgren gik collegevejen i USA for at opnå den succes, han nu oplever i Wimbledon.

Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Da August Holmgren i sidste uge ankom til London for at spille kvalifikation til verdens største turnering, var det mest de tenniskyndige, der kendte til den blonde nordsjællænders karriere.

Men torsdag blev han nationalhelt, da danskerne sad klinet til landsdækkende tv og overværede hans seneste Wimbledon-mirakel i den bedste sendetid.

Det er eventyragtigt, at Holmgren nu er blandt de 32 bedste i den traditionsrige og prestigefyldte græsturnering.

Han er ikke bare debutant i Wimbledon. For en uge siden havde han aldrig spillet med i en grand slam-turnering. Siden har verdensranglistens nummer 192 vundet tre kvalifikationskampe og slået to spillere fra top-50 i hovedturneringen.

Men hvordan kan en 27-årig været gået så meget under radaren, når han tilsyneladende har så stort et talent?

Holmgren kalder sig selv en "late bloomer", der på grund af et mindre talent som teenager tog en anden vej op igennem tennissystemet.

Op igennem ungdomskarrieren spillede han for Helsingør Tennisklub, og da han skulle tage springet til de voksnes rækker, følte han sig ikke dygtig nok til at gøre karriere på ATP Touren, som var naturligt for spillere som Holger Rune og Elmer Møller.

- Jeg var ikke god nok til at vinde Future-turneringer, da jeg var 18 år, har August Holmgren sagt med henvisning til turneringerne på tredjehøjeste niveau.

Holmgren rejste i stedet til USA, hvor han fra 2017 til 2022 spillede collegetennis for San Diego Toreros.

Collegevejen er ikke den mest normale vej til tennistoppen, men i perioder har mellem fem og ti spillere fra top-100 været den vej forbi.

Som amerikaneren Ben Shelton, der nu er nummer ti, og briten Cameron Norrie, der også har været i top-10.

Holmgren har beskrevet, at det er en oplagt vej til at blive bedre, fordi setuppet er så stort.

- På det rette college har du det hele: Gode trænere, fysioterapeuter, ernæringseksperter, sportspsykologer, har Holmgren forklaret.

I 2022 blev han professionel og begyndte sin rejse op af ATP-ranglisten, og den kulminerede foreløbigt i sommeren 2024 med Challenger-triumferne i Pozoblanco og Porto, der sendte ham op som nummer 168 i verden.

I de efterfølgende ti måneder stod han i stampe og tabte flere kampe, end han vandt, og derfor var forventningerne heller ikke så store til ham, da han tog til Wimbledon-kvalifikationen i jagten på at kunne grand slam-debutere.

Siden er det gået slag i slag. Holmgren viste stor moral, da han i alle tre kvalifikationskampe var bagud med et sæt undervejs og styrede mod nederlag.

Det lykkedes at nå det forjættede land, hvor det først blev til sejr i tre sæt over franske Quentin Halys og siden over den 21.-seedede tjekke, Tomas Machac, der blev besejret i et femsætsdrama på fire en halv time, efter at danskeren havde afværget tre matchbolde.

Holmgren har fået blod på tanden og tror på meget mere. Ikke mindst fordi, han ser store muligheder for at forbedre sig.

- Der er ting, jeg gør rigtigt godt, men der er virkelig mange ting, som jeg stadig gør rigtigt dårligt. På den måde er det fedt og meget motiverende, at jeg kan ligge i top-200, når jeg er så dårlig til nogle ting, sagde Holmgren før turneringen.

Hans gode sider er ingen, der har set hans kampe, i tvivl om. Danskerens serv har været i en klasse for sig i turneringen. Efter anden runde er han den, der har vundet fleste bolde på førsteserven af alle spillere.

Og når serven ikke har ført til point øjeblikkeligt, har Holmgren ofte stået klar med sit næststærkeste våben, nemlig forhånden.

Uden for banen har de danske tennisfans taget ham til sig for hans umiddelbare glæde, når han lige har leveret en sensation på den store scene.

- Jeg er så glad, men jeg er lidt ked af at være tudende på tv, var hans første ord til DR i minutterne efter torsdagens kamp.

Lørdag står han igen som underdog i den fornemme turnering. Mod verdens nummer 11, Alex de Minaur.

- Jeg kan heller ikke se, hvorfor det skulle stoppe her, sagde Holmgren med et smil ved udsigten til den store udfordring.

/ritzau/

København, 28/11/2025 - 19:09

Kendiskok er blevet gift

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Efter fem års forhold kimer bryllupsklokkerne nu mellem den kendte kok Umut Sakarya og hans hjertes udkårne, Johanne Havshøj.

Den kendte kok og tv-personlighed Umut Sakarya er blevet gift med sin forlovede, Johanne Havshøj, efter fem års forhold.

Det afslører parret, der nu hedder Sakarya-Havshøj til efternavn, i et opslag med en række bryllupsbilleder delt på det sociale medie Instagram.

- 25 musikere, 12 korsangere, 1 dirigent og alle dem, vi elsker, omkring os. En dag, vi aldrig nogensinde vil glemme, lyder det fra hr. og fru Sakarya-Havshøj.

Umut Sakarya gik på knæ og friede en sommerdag i 2023 på Anholt.

Han havde sat et kamera til at filme frieriet under påskud af at lave en video til sin youtubekanal.

Han delte den efterfølgende med sine følgere på Instagram.

- For 2,5 år siden mødte vi hinanden for første gang og forelskede os midt i et livskaos, skrev han dengang.

- I dag står vi stærkere end nogensinde med endnu mere kærlighed, mod og lykke i livet. Det liv, vi har skabt sammen, vil vi passe og pleje, så vi kan blive ved med at leve, drømme, skabe og være dem, vi er.

- Det er noget, vi har lovet os selv og hinanden. Vi har nu taget skridtet videre i vores forhold og er blevet forlovet.

Parret kom første gang i kontakt med hinanden over Instagram i 2020, afslørede de i et interview med Alt for damerne i juli 2023.

De begyndte at skrive frem og tilbage og aftalte så at mødes på Umut Sakaryas daværende grillbar til en tallerken pomfritter og en flæskestegssandwich.

Det var kærlighed ved første bid.

- Jeg syntes, at hun var rigtig sjov og sød. Og gudesmuk. Og så var hun virkelig klog og mindede ikke om andre, jeg havde mødt før, sagde Umut Sakarya i interviewet med Alt for damerne.

Johanne Havshøj havde inden set en dokumentar om Umut Sakarya og syntes, han virkede interessant.

- Jeg havde en fornemmelse af, at han var intelligent ud over det sædvanlige og havde en verden inde i sig, som jeg var nysgerrig på. Og så syntes jeg, at han var pissedygtig, sagde hun i interviewet med Alt for damerne.

Ud over at være blevet mand og kone er Umut Sakarya og Johanne Havshøj også professionelle partnere.

Johanne Havshøj, der har studeret politisk kommunikation og ledelse ved Copenhagen Business School, arbejder i dag blandt andet med PR og kommunikation for Umut Sakarya.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/11/2025 - 16:45

Kongen bryder tradition ved at holde jul i København

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Marselisborg Slot har med enkelte undtagelser dannet ramme om kongens jul. I år fejrer han den i København.

Kong Frederik, dronning Mary og deres fire børn vil sammen med dronning Margrethe holde jul i deres hjemlige gemakker på Amalienborg i København i år.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse fredag.

Fejringen finder dermed ikke sted på Marselisborg Slot i Aarhus, som normalt har dannet ramme om kongens juleaften.

Med til den aarhusianske tradition hører et besøg i Aarhus Domkirke under julegudstjenesten.

I år vil kongefamilien i stedet overvære juleaftensgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København den 24. december. Den finder sted klokken 16.30.

Dagen efter er familien også være til stede under højmessen i samme kirke klokken 10.

Dronning Margrethe besøger imidlertid Fredensborg Slotskirke til juleaftensgudstjeneste klokken 14.

Det bliver alt sammen uden prins Joachim og prinsesse Marie, der vil bruge juledagene i den amerikanske hovedstad, Washington D.C, sammen med deres børn.

Her fungerer prinsen som forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché. Det skal han være indtil slutningen af 2027.

Prins Joachim tiltrådte i rollen 1. september 2023. Det skete "for at forstærke samarbejdet med USA", lød det i udnævnelsen i foråret 2023.

Oprindeligt lød aftalen på tre år - altså frem til 2026 - dog med mulighed for forlængelse. Det gjorde man brug af tidligere på året.

Kong Frederik holder sin tale i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg klokken 18 på nytårsaftensdag.

Det bliver kongens anden nytårstale, siden han overtog tronen fra sin mor i januar sidste år.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 28/11/2025 - 08:00

FAKTA: Fjern vand fra dine fødevarer

* Når du bager appelsiner ved lav temperatur i lang tid, fjerner du vandet i dem. Den proces kaldes dehydrering.

* Dehydreret mad har en længere holdbarhed end ferske fødevarer. Når du fjerner vandindholdet, reduceres risikoen for vækst af bakterier og mug, som ellers ville fordærve maden. 

* Det meste frugt og grønt kan dehydreres, og langt de fleste vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer forbliver i maden. 

* Du kan spise dehydreret frugt og grønt som snack eller tilføje dem i for eksempel mysli og bagværk.

* Ud over at dehydrere din mad i ovnen kan du bruge en såkaldt dehydrator, der kan købes i de fleste elektronikbutikker. 

Kilde: madihjemmet.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 28/11/2025 - 08:00

Julepynt der dufter af hygge: Lav tørrede appelsiner

Hvert år bliver kassen med støvet julepynt udfordret af nye pyntetendenser. Tørrede appelsinskiver kan bidrage til den helt rette julestemning i dit hjem.

Appelsiner får en sødlig duft, når du bager dem. Og så pynter de på alt fra julebordet til adventskransen.

Det fortæller Diana Noe Klitgaard, der deler kreative tip på blandt andet Instagram under profilnavnet Kramogkrea.

- Når jeg laver dem, så dufter hele huset, og det minder mig om min egen barndom, siger hun.

Ifølge Diana Noe Klitgaard adskiller duften fra de hjemmelavede tørrede frugtskiver sig fra dem, man kan købe.

Og så er de supernemme og ikke mindst billige at lave selv hjemme i køkkenet.

Skær dine vaskede appelsiner ud i skiver på cirka fem millimeter, og placer dem på en bageplade med et stykke bagepapir.

Sæt skiverne i ovnen på 100 grader varmluft, og bag dem i cirka tre timer. Husk at vende dem et par gange undervejs.

Appelsinerne skal tørre helt ud, men de skal ikke tage farve, forklarer Diana Noe Klitgaard.

- Med tiden får de en lidt mørkere farve, så man behøver ikke at bage dem mørke i ovnen, siger hun.

Det er også oplagt at tørre appelsinerne, hvis de er blevet lidt bløde efter at have ligget for længe i frugtskålen.

Det siger Britta Surland, der er uddannet kok og leder af Arlas inspirationskøkken.

- Jeg bruger dem til alt muligt. Jeg synes, det ser rigtig fint ud at sætte et lille stykke gran og en tørret appelsinskive på, når man pakker gaver ind, siger Britta Surland.

Vil du lave en krans af de tørrede appelsiner, kan du med fordel lime skiverne fast på et stykke pap eller bruge ståltråd, som du former til en cirkel.

Hvis du blot limer appelsinskiverne sammen uden noget, de kan hæfte på, skal de have lov til at ligge i en uges tid inden.

- Det er simpelthen, fordi de krymper en lille smule. Og har man limet dem sammen, og de begynder at krympe, så kan limen godt løsne sig, siger Diana Noe Klitgaard.

Kanterne på appelsinerne kan også begynde at folde, efter de er kommet ud af ovnen.

Hvis du gerne vil have, at skiverne er helt flade, kan du lægge en bageplade oven på dem, lige så snart du har taget dem ud af ovnen, hvor de stadig er bløde, forklarer Diana Noe Klitgaard.

Det er ikke kun appelsiner, der kan pynte efter en tur i ovnen.

Grape, lime, citroner og blodappelsin giver et skønt samspil af farver både i dit hjem og i din favoritdrik.

- Hvis nu man synes, at det er dejligt at få en juledrink af en slags, så er de også rigtig flotte dernede, siger Britta Surland.

Bruger du citrusskiverne i en drink, skal de være usprøjtede eller økologiske.

De tørrede frugtskiver kan holde sig helt til næste år i en lufttæt glas- eller plastikbeholder.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek