København, 17/07/2025 - 14:37
Danske bandemedlemmer styrede bedragerier fra Finland
Fra et callcenter i Helsinki blev der ringet til især ældre i Finland, Sverige og Danmark, siger politiet.
Alexander Farnsworth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To danske medlemmer af banden Loyal To Familia er i en straffesag i Finland blevet dømt for at bedrage ældre i flere lande.
Det oplyser politiet ifølge TV 2 Kosmopol torsdag.
Fra en lejlighed i Helsinki blev der drevet et callcenter, hvorfra der blev ringet til især ældre borgere i Finland, Danmark og Sverige.
Formålet var at narre personerne til at overføre penge. De fik at vide, at de talte med en person fra banken eller politiet.
I Københavns Politi siger vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard til TV 2 Kosmopol, at man ser flere og flere eksempler på, at bandemedlemmer er involveret i de såkaldte kontaktbedragerier.
Dansk politi har været involveret i den sag, som der nu er afsagt dom i, og dele af komplekset behandles af politi og anklagemyndighed i Norge.
Finsk politi gik i aktion med anholdelse af ikke færre end 17 personer i juni sidste år, oplyste Københavns Politi i november.
Blandt dem var otte med forbindelse til Danmark: seks danske statsborgere samt en polsk og en somalisk statsborger, som begge har bopæl i Danmark.
- Der er tale om organiseret svindel, og vi ser det som en stor succes sammen med norsk og finsk politi at være kommet så tæt på bagmændene i det her netværk, har Bjarke Dalsgaard tidligere sagt om aktionen i den finske hovedstad.
/ritzau/