København, 20/05/2025 - 14:03
DR lukker 21 Søndag
DR Nyheder lukker nyhedsflagskibet 21 Søndag og spreder indholdet ud på alle ugens udgaver af TV Avisen.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
DR laver en "markant redaktionel omlægning" af TV Avisen og samler flere programformater og redaktioner.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Konkret betyder det, at programformaterne "21 Søndag" og "TVA21" sammenlægges til ét program.
- Det stærke, perspektivrige indhold, der er 21 Søndags kernestof, skal have nye rammer, skriver DR i pressemeddelelsen.
Derudover samles redaktionerne bag TVA 18.30 og TVA i én redaktion.
Sammenlægningen af redaktionerne skal sikre, at DR’s ressourcer bruges ”bedre og smartere”, skriver DR.
Ændringerne af TV Avisen skal imødekomme en verden i forandring, skriver Sandy French, nyhedsdirektør i DR, i pressemeddelelsen
- Vi oplever lige nu en verden i forandring med statslige aktører, som spiller uden for det aftalte reglement. Vi ser konstruktioner og institutioner være under pres
- Det er vores opgave at følge og dække den udvikling og sætte perspektiv og kontekst på. Vi skal være en trædesten til at forstå, hvad der foregår i verden, siger Sandy French, der er nyhedsdirektør i DR.
Det giver ikke længere mening at lade journalistikken diktere af specifikke ugedage, siger Marie Buss, ledende redaktionschef i DR Nyheder.
- Ændringerne handler i høj grad om, at verden har flyttet sig et sted hen, hvor det ikke giver mening at lade vores perspektiverende journalistik diktere af en ugedag.
- Tech har forandret måden, vi konsumerer verden på, og vi er nødt til at være til stede og udkomme på en måde, som føles relevant og vedkommende for den enkelte.
TV Avisen vil fortsætte med faste nyhedsudsendelser klokken 7, 12, 18.30, 21 og 22.
"21 Søndag" sendes for sidste gang i programmets nuværende format inden sommerferien, mens det nye TVA21 vil implementeres i løbet af efteråret.
/ritzau/