At være med i en julekalender kan lyde som den reneste form for julehygge.
Men for det unge skuespillertalent Julius Stage Melchiorsen, der spiller Anker i "Valdes jul - vintermiraklet", har det været hårdt og krævende arbejde.
- Du har et meget stort ansvar. Der står 50 folk bag kameraet og forventer, at du gør dit arbejde og kan alle dine ting, fortæller Julius Stage Melchiorsen.
Det store ansvar har været med til at skubbe den 16-årige skuespiller, der til daglig går i gymnasiet, i en ny retning.
- Jeg tror, det har udviklet mig. Også i forhold til min modenhed og til at kunne navigere rundt i forskellige ting, siger Julius Stage Melchiorsen og fortsætter:
- Jeg tror, det har åbnet nogle veje, som jeg ikke ville gå før. Som det er lige nu, kunne jeg godt tænke mig at være skuespiller og fortsætte den vej, som jeg er på, uddyber han.
Julekalendere har været en fast del af julen for den unge skuespiller, og selv at være med i en er lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse.
- Jeg har altid set julekalendere, så at komme med ind i et univers, som man er med til at skabe, har virkelig betydet meget for mig, fortæller Julius Stage Melchiorsen, der tidligere har medvirket i DR's dokudramaserie "Grundtvig" om den kendte danske præst, salmedigter og politiker N.F.S. Grundtvig og i filmen "Krummerne - det er svært at være 11 år".
Julius Stage Melchiorsens karakter, Anker, får i "Valdes jul - vintermiraklet" ideen til at åbne en bod, der sælger pebernødder - et projekt, som han går all in på.
Julius Stage Melchiorsen har personligt også en hang til at kaste sig hovedkuls ud i nye projekter, selv om erfaringen ikke er den store.
- Jeg har en mountainbike derhjemme, som jeg så skilte ad og samlede igen. Jeg vidste lidt om det, men ikke, hvordan man rigtig gjorde. Det er bare at kaste sig ud i det.
Mountainbikeprojektet gik dog heldigvis, som det skulle.
- Cyklen kører rigtig fint og er ikke brast sammen, siger skuespilleren med et grin.
Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.
/ritzau/