København, 12/12/2025 - 18:40
Hædret komponist død efter længere tids sygdom
Marilyn Mazur modtog tidligere på året en ærespris for sin jazzmusik. Hun blev 70 år.
Af: /ritzau/
Den dansk-amerikanske komponist og orkesterleder Marilyn Mazur er fredag død efter længere tids sygdom.
Det oplyser hendes ægtemand, Klavs Bovman, og søn, Fabian Mazur, i en mail til Ritzau fredag aften.
Mazur blev nok især kendt for i løbet af 1980'erne at være en del af den berømte jazzmusiker Miles Davis' band.
I foråret modtog hun Musikforlæggernes Ærespris for sin jazzmusik. Prisen gives til en dansk musiker, der har gjort sig særligt bemærket.
- Det er et helt naturligt valg at tildele Marilyn Mazur Musikforlæggernes Ærespris 2025. Hun har været aktiv musiker og komponist på meget højt plan igennem hele livet, lød det dengang fra bestyrelsesleder for Musikforlæggerne, Ole Dreyer.
- Hun er uden sammenligning det fornemmeste danske kort på den globale jazzscene, sagde han videre.
Marilyn Mazur blev 70 år.
/ritzau/




