Kyiv, 30/07/2025 - 02:14
Ukraine melder om russisk missilangreb på træningsenhed
Tre har mistet livet, meddeler Ukraines landstyrker, efter at et missil har ramt træningsområde for soldater.
Olexandr Pavlov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre ukrainske soldater er tirsdag blevet dræbt i et russisk missilangreb, der også har såret 18 ukrainske soldater.
Det melder Ukraines landstyrker på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.
- I dag den 29. juli har fjenden angrebet et område for en af vores træningsenheder.
- Til trods for sikkerhedsforanstaltninger var det ikke muligt at undgå tab af personel, meddeler Ukraines landstyrker.
Det fremgår ikke af beskeden, hvor angrebet har fundet sted.
Rusland har ikke kommenteret angrebet.
Tilbage i juni blev en anden ukrainsk træningsenhed udsat for et russisk angreb, der kostede 12 soldater livet og efterlod flere sårede.
Angrebet i juni fik Mykhajlo Drapatyj, der var øverstkommanderende for de ukrainske landstyrker, til at trække sig fra posten.
Ukraine og Rusland mødtes i sidste uge i den tyrkiske storby Istanbul til den tredje runde af forhandlinger om krigen i Ukraine.
De to lande blev enige om at udveksle krigsfanger, men kunne ikke nå hinanden, når det kom til vilkårene for en våbenhvile. Allerede få timer efter mødet i Istanbul var der meldinger om, at landene havde påført hinanden gensidige droneangreb.
De seneste dage har USA's præsident, Donald Trump, skærpet retorikken over for Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at få afsluttet den mere end tre år lange krig i Ukraine.
Trump truede både mandag og tirsdag Putin med amerikanske sanktioner, hvis ikke angrebene i Ukraine blev indstillet.
- Jeg vil sætte en ny deadline på omkring 10 eller 12 dage fra i dag. Der er ingen grund til at vente, vi ser bare ingen fremskridt, sagde Donald Trump mandag.
Konkret vil Trump presse den russiske økonomi med told og andre virkemidler.
Trump har ikke hørt noget fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, siden meldingen mandag.
/ritzau/