Rom, 08/05/2025 - 19:28
Amerikaner bliver for første gang nogensinde pave
Den nye pave har valgt navnet pave Leo XIV. Han er trådt frem på balkonen ud til Peterspladsen til jubel.
Yara Nardi/Reuters
Af: /ritzau/
For første gang nogensinde er en amerikaner blevet valgt som pave.
Amerikanske Robert Francis Prevost er nemlig den nye pave. Det er torsdag aften blevet meddelt fra Peterskirkens balkon.
Han vælger ifølge nyhedsbureauet Reuters navnet pave Leo XIV.
Kort efter meddelelsen er den nye pave selv trådt frem på Peterskirkens balkon, mens tusindvis tiljubler ham på Peterspladsen.
69-årige Robert Francis Prevost blev gjort til kardinal af nu afdøde pave Frans i 2023. Han har tidligere været missionær i Peru.
Den nye pave efterfølger pave Frans, som døde 2. påskedag. Pave Frans blev 88 år og nåede at være den katolske kirkes overhoved i 12 år.
Der er omkring 1,4 milliarder katolikker i verden.
/ritzau/