Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bilbao, 21/05/2025 - 23:04

Tottenham dukker United og tager første trofæ i 17 år

På et selvmål af Luke Shaw vinder Tottenham Europa League-finalen med 1-0 over Manchester United.

Jose Breton/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

17 års opsamlet støv i Tottenhams trofæskab kan endelig hvirvles rundt, når en ny pokal skal have sin plads.

På en mild forårsaften i Bilbao triumferede det hvidblusede London-mandskab i Europa League-finalen med en sejr på 1-0 over Premier League-rivalen Manchester United.

Mens Manchester United tidligere har vundet Europa League i 2017 og desuden har tre Champions League-trofæer i skabet, er titlen Tottenhams blot anden i Europa efter sejren i den hedengange Cup Winners Cup tilbage i 1963.

Tottenhams seneste titel i det hele taget var Liga Cup-sejren i 2008.

Med triumfen kan Tottenham trods en placering i Premier League som nummer 17 se frem til europæisk fodbold i næste sæson. Det kan United, der er nummer 16 i ligaen, ikke.

Det var en mildt sagt undervældende første halvleg fra de to mandskaber. Det tekniske niveau var ikke en europæisk finale værdigt, og at fodbold er en del af underholdningsindustrien var svært at få øje på.

Kun ganske få chancer blev det til, og de opstod som regel, når de to holds målmænd på skift viste usikkerhed i feltet.

De to danskere på banen, Rasmus Højlund og Patrick Dorgu, gjorde ikke det store væsen af sig. Det samme kan dog siges om de 20 andre på banen.

De individuelle fejl fra begge hold var ganske enkelt for mange til, at der kunne skabes store chancer.

Alligevel kom der et mål før pausen. Og meget symptomatisk blev det et kludemål efter skidt forsvarsspil.

United-forsvaret var ikke afstemt, da et fladt indlæg blev sendt ind mellem André Onana og bagkæden. Her dukkede Brennan Johnson op, men i to forsøg ramte han ikke bolden, som i stedet røg ind på armen af Luke Shaw.

Herfra sprang den ind bag Onana, og så fik publikum i det mindste en scoring.

Det sprudlende spil lod fortsat vente på sig, men intensiteten steg efter pausen. Især blev der skruet op for nærkampene, og dommeren måtte have gang i kortene efter flere hårde frispark og bataljer.

I jagten på udligningen satte United sig mere og mere på spillet. Dog uden at blive voldsomt farlige.

Tottenham lukrerede i stedet primært på kontrastød, men kom ikke frem til meget.

Efter 68 minutter var Højlund tæt på at sørge for udligningen efter endnu en fejl af Guglielmo Vicario i Tottenham-målet. Danskerens hovedstød var på vej i mål, men med en akrobatisk redning på målstregen fik Micky van de Ven afværget.

Kort efter blev Højlund taget ud, og United intensiverede presset. Boldene blev hældt ind i Tottenhams felt i en lind strøm, men gang på gang lykkedes det London-holdet at få afvist tilnærmelserne.

Manchester United løb tør for tid, og efter omkring otte minutters tillægstid kunne Tottenham-bænken eksplodere i jubel og storme ind på banen.

/ritzau/

København, 22/05/2025 - 18:54

Joachim Boldsen stiller op til kommunalvalget for Konservative

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I Hørsholm Kommune vil der være et ganske prominent navn på stemmesedlen hos De Konservative.

Den tidligere landsholdsspiller i håndbold Joachim Boldsen stiller op til kommunalvalget 18. november.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

47-årige Boldsen stiller op for De Konservative i Hørsholm Kommune, hvor han også bor.

Det sker efter opfordring fra den nuværende borgmester, Morten Slotved (K), der fortsat er partiets spidskandidat ved valget.

- Jeg synes, at det kunne være interessant at være med til at præge vores kommune til at blive den bedste i Danmark. Med tre skolebørn - to i folkeskolen og én i gymnasiet - så ligger det jo mig på sinde, hvilke muligheder vi tilbyder vores unge, siger Boldsen til Sjællandske Nyheder.

Efter håndboldkarrieren har Boldsen blandt andet arbejdet som tv-vært og håndboldekspert. Som spiller er han noteret for 186 landskampe og 405 mål fra 1998 til 2008.

På klubniveau spillede han i en række klubber, blandt andet i tyske SG Flensburg-Handewitt og spanske FC Barcelona.

I dag arbejder Boldsen ifølge Sjællandske Nyheder som selvstændig HR-konsulent. Her hjælper han små- og mellemstore virksomheder, og han laver ledelseskurser.

Mærkesagerne for Boldsen er børn og unge samt kultur og idræt. Både breddeidræt og på eliteniveau.

Boldsen udtaler til Sjællandske Nyheder, at han godt ved, at "politik er et slagsmål", men han tilføjer, at det ikke behøver at være "os mod dem" hele tiden.

Borgmester Morten Slotved siger, at han "gennem en del år" har opfordret Boldsen til at blive kandidat for partiet.

Boldsen bliver kandidat nummer 13 ud af 15 på den konservative liste ved kommunalvalget. Flere kandidater kan fortsat komme på listen, meddeler borgmesteren.

På det seneste har Boldsen været ganske synlig hos TV 2, da han var en af deltagerne i programmet "Spillet", hvor en række kendte danskere var med.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/05/2025 - 18:52

På det seneste har Boldsen været ganske synlig hos TV 2, da han var en af deltagerne i programmet " 'Spillet", hvor en række kendte danskere var med.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 22/05/2025 - 12:59

FAKTA: Så meget kan pensionen vokse på et år

* Hvis man som 30-årig har 100.000 kroner stående på sin pension og indbetaler 15 procent af sin løn hvert år, vil opsparingen som 69-årig blive anslået til at være omkring 8,8 millioner kroner. Som 70-årig vokser det beløb til 9,3 millioner kroner.

* Hvis man som 50-årig har 1,3 millioner kroner stående på sin pension og indbetaler 15 procent af sin løn hvert år, vil opsparingen som 69-årig være 5,1 millioner kroner. Som 70-årig vokser det til 5,4 millioner kroner.

Kilde: Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i PFA. Forudsætninger for regneeksempler: afkast er fastsat ud fra Samfundsforudsætningerne 2025, og der er en aktieandel på 50 procent undervejs. Løn starter på 500.000 kroner og øges herefter med inflation.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 22/05/2025 - 12:59

Pensionsalder hæves igen: Så meget kan din pension vokse på et år

Frankhoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix

For årgangene 1971 til 1974 er pensionsalderen hævet til 70 år. Det ekstra år kan øge pensionsopsparingen betydeligt, viser beregninger.

Det er endnu en gang blevet besluttet, at mange danskere skal arbejde længere, før de kan gå på pension.

Folketinget har vedtaget at hæve pensionsalderen med et år.

Det har i første omgang betydning for dem, der er født mellem 1. januar 1971 og 31. december 1974, for de skal nu arbejde, indtil de bliver 70 år. Er man yngre end det, vil ens folkepensionsalder sandsynligvis ende med at være højere end 70 år.

Uanset om man stadig har mange år tilbage på arbejdsmarkedet eller er tættere på pensionsalderen, kan en ændring af folkepensionsalderen komme til at påvirke privatøkonomien.

Det fortæller privatøkonom i pensionsselskabet PFA Camilla Schjølin Poulsen.

- Der er fortsat politisk flertal for at følge principperne i levetidsindekseringen, der betyder, at hvis vi lever et år længere, skal vi også arbejde det år længere, siger hun og fortsætter:

- Men Socialdemokratiet har meldt ud, at det er sidste gang, de automatisk støtter op om principperne fra velfærdsforliget.

Velfærdsforliget fra 2006 er en politisk aftale, hvor man blandt andet besluttede, at efterløns- og pensionsalderen skal stige, i takt med at vi lever længere.

Det er nok ikke alle, der er lige begejstrede for udsigten til at skulle arbejde i flere år.

Men ifølge Camilla Schjølin Poulsen kan der være gode penge at hente ved at arbejde et år længere.

- Den helt store økonomiske gevinst er den ekstra årslønning. Derudover bliver der indbetalt til pensionsopsparingen i yderligere et år, og opsparingen kan stå investeret i et år ekstra, siger hun.

Et pensionsselskab investerer opsparingen, så den kan vokse sig større. Og tid er afgørende, når man investerer.

Det ekstra års arbejde kan betyde en forskel på flere hundrede tusinde kroner i pensionsopsparing, viser beregninger fra PFA.

Der er taget udgangspunkt i en årsløn på 500.000 kroner, og aktier udgør 50 procent af pensionsinvesteringen.

- Hvis man som 50-årig har 1,3 millioner kroner stående på sin pension og indbetaler 15 procent af sin løn hvert år, vil opsparingen som 69-årig være 5,1 millioner kroner. Som 70-årig vokser det til 5,4 millioner kroner, siger hun.

Det svarer altså til en forskel på 300.000 kroner.

Jo længere tid, der er til pensionen, desto større bliver forskellen typisk. Det skyldes især effekten af renters rente, som forstærkes over tid, fordi man også får renter af tidligere renter.

Hvor meget en pensionsopsparing reelt vokser på et år, afhænger dog blandt andet af, hvordan den er investeret, og hvordan markedet udvikler sig i den kommende tid.

Derfor gælder det gamle råd stadig: Undgå at lægge alle æg i én kurv.

- Det vil være bedst at spare op i flere kasser, såsom pension, fri opsparing i banken og friværdi i boligen, siger Camilla Schjølin Poulsen og tilføjer:

- Udfordringen med en pensionsopsparing er, at man skal have en vis alder, før man får lov til at bruge af den.

En fri opsparing vil være den mest fleksible og nemmeste at tage i brug efter behov.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek