Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/08/2023 - 12:51

22 konservative indstiller Weiss som EP-spidskandidat

Underskrivere på indstilling af Pernille Weiss "kommer fra hele landet" ifølge byrådsmedlem i Varde.

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

22 medlemmer af De Konservatives bagland har mandag i et brev indstillet Pernille Weiss som spidskandidat til EU-parlamentsvalget næste år.

Indstillingen fra de 22 partifolk, heriblandt fire byrådsmedlemmer, kommer, efter at partiledelsen i foråret opfordrede Weiss til at trække sig i forlængelse af en intern undersøgelse af dårligt arbejdsmiljø på hendes kontor.

- Det handler i bund og grund om, at vi synes, at den proces, der har været omkring Pernille Weiss som kandidat eller ej, fra ledelsens side ikke har været håndteret særlig pænt, siger Heidi Bundgaard fra Varde byråd.

Det er ifølge Bundgaard "landsrådet, der skal tage sådan en beslutning". Hun kritiserer ledelsen for topstyring.

Indstillingen fra baglandet kommer, efter at partiformand Søren Pape Poulsen (K) i maj meddelte, at der var "bred enighed" om ikke at genopstille Weiss som spidskandidat. Desuden opfordrede han Weiss til straks at trække sig fra EU-Parlamentet.

Opfordringen kom efter en intern undersøgelse af Weiss' kontor, hvor tidligere medarbejdere havde fortalt, at de følte sig "mobbet" og "truet".

Flere havde ifølge undersøgelsen forladt kontoret på grund af dårligt arbejdsmiljø.

De 22 underskrivere repræsenterer ifølge Heidi Bundgaard medlemmer over hele landet - både Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm.

Konservatives vælgerforening på Fanø ønsker også Pernille Weiss opstillet, hvilket tidligere er meddelt, og det står fortsat til troende, oplyser byrådsmedlem Christian Lorenzen til Ritzau. Silkeborg vælgerforening har trukket støtten til Weiss.

Indstillingen fra de 22 konservative er sendt til Søren Pape Poulsen og Søren Vandsø, som er partiets generalsekretær.

De Konservatives forretningsudvalg har allerede indstillet folketingsmedlem Niels Flemming Hansen som partiets spidskandidat ved valget til EU-Parlamentet.

Det fortalte Pape på et pressemøde ved partiets sommergruppemøde i forrige uge.

Som nummer to og tre på listen indstilles de tidligere folketingsmedlemmer Marcus Knuth og Birgitte Bergman.

Heidi Bundgaard fortæller, at hun og de øvrige underskrivere har svært ved at forholde sig til den interne undersøgelse af Pernille Weiss. De står tilbage med flere ubesvarede spørgsmål:

Hvad er bevæggrunden? Hvem har udtalt sig? Er det kun anonyme?

SPØRGSMÅL: Betvivler du undersøgelsens kvalitet?

- Ja, det kan du godt sige. Følelsen af at være blevet moppet kan være mange ting. Og hvor mange er det? Og hvad har Pernille gjort? Har hun ignoreret det, haft dialog eller søgt mægling. Alt det savner jeg svar på.

SPØRGSMÅL: Hvad ønsker I at opnå?

- Vi ønsker, at Pernille får lov at komme til afstemning. Og så lader vi medlemmerne tale. Hvis sol, måne og stjerner står ret, så kommer hun på listen.

- Det synes jeg ville være rigtig godt, da hendes resultater taler for sig selv. Hun fortjener at få en omgang mere dernede, siger Heidi Bundgaard.

Pernille Weiss har ifølge Bundgaard et stort netværk, som er til gavn for De Konservative.

SPØRGSMÅL: Kan I ikke bare være med til at skabe noget mere uro i De Konservative, som i forvejen er ramt?

- Jo, det kan man selvfølgelig godt sige, men på den anden side kunne det være rart, hvis vi er enige om, hvordan tingene bliver gjort.

Det fremgår af brevet fra de 22 partifolk, at "hvis Pernille Weiss ikke opnår valg til spidskandidat, indstilles hun til at fremgå på partiets liste til europaparlamentsvalget 2024".

/ritzau/

København, 06/06/2025 - 15:00

Efter gedigen succes: Netflix afslører ny dansk satsning

Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen er på rollelisten i Netflix' kommende danske thriller, "Den hemmelige kvinde".

Samtidig med at den nye danske Netflix-serie, "Reservatet", går sin sejrsgang verden over, kan streaminggiganten nu afsløre sin næste danske satsning.

Det er filmatiseringen af Anna Ekbergs krimi "Den hemmelige kvinde", som Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen skal vække til live på skærmen.

Det annoncerer Netflix i en pressemeddelelse.

Filmen udspiller sig på en ø, hvor den kvindelige hovedrolle bor med sin mand og driver en café.

Men idyllen slår revner, da en fremmed mand træder ind i caféen og hævder, at hun slet ikke er den, hun tror, hun er. Han påstår, at hun i virkeligheden er en helt anden - hans egen hustru, som forsvandt for tre år siden.

Grundige undersøgelser afslører en sandhed, der vender op og ned på hendes liv, og hun føler sig tvunget til at forlade den mand, hun elsker, for at finde ud af, hvad der skete med hende for tre år siden.

Ud over Natalie Madueño, Claes Bang og den norske skuespiller Pål Sverre Hagen, som indtager de centrale roller i "Den hemmelige kvinde", er også Broen-skuespilleren Lars Simonsen og Krøniken-stjernen Stina Ekblad på rollelisten.

Filmen, som er baseret på Anna Ekbergs krimi, er skrevet af Anders August, som før har skrevet filmatiseringerne af Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" og Danmarks fodboldsejr i EM "Sommeren '92".

Filmen instrueres af Barbara Topsøe-Rothenborg, der også instruerede den danske Netflix-film "Kærlighed for voksne" i 2022.

"Den hemmelige kvinde" forventes at få premiere på Netflix i 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 06/06/2025 - 13:56

Medier: David Beckham bliver snart slået til ridder

Toby Melville/Ritzau Scanpix

I mange år har David Beckham været nævnt som kandidat til at blive slået til ridder. Nu sker det ifølge BBC.

Den tidligere fodboldspiller og landsholdsanfører David Beckham står til at blive slået til ridder.

Det erfarer det britiske medie BBC og avisen The Sun. Oplysningen er ikke officielt bekræftet.

50-årige Beckham var som aktiv udøver en kendt frisparksspecialist.

Men han har også markeret sig som modeikon, klubejer og halvdelen af et af verdens mest berømte ægtepar.

Ifølge BBC vil han blive slået til ridder ikke blot for sine bedrifter på fodboldbanen, men som følge af et bredere bidrag til det britiske samfund.

Beckham er blandt andet mangeårig ambassadør for FN's Børnefond, Unicef.

Han vil ifølge det britiske medie fremgå af kong Charles' liste over fødselsdagsudmærkelser, som ventes offentliggjort næste uge.

Kong Charles blev egentlig født 14. november i 1948, men den britiske monarks officielle fødselsdag markeres med Trooping the Colour-paraden 14. juni 2025.

Beckham har været nævnt mange gange som en mulig kandidat til at blive slået til ridder. Han fik i 2003 ordenen OBE - The Order of the British Empire.

Hverken talspersoner for den britiske regering eller David Beckham har ønsket at udtale sig til BBC.

- Vi udtaler os ikke om spekulationer vedrørende hædersbevisninger, siger en talsperson for den britiske regering.

Beckham spillede også en fremtrædende rolle i at få OL til London i 2012.

Han nåede blandt andet at spille for Manchester United, Real Madrid og LA Galaxy, inden han i maj 2013 stoppede sin fodboldkarriere efter nogle måneder hos det franske storhold Paris Saint-Germain.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Opskrift på overnight oats a la gulerodskage

* Kom havregryn, gulerod, chiafrø, kardemomme og kanel i et sylteglas.

* Tilsæt salt, rosiner og mælk.

* Rør det hele grundigt rundt.

*Sæt låg på glasset og sæt det i køleskab natten over.

* Rør rundt i grøden næste morgen.

Skyrcreme:

* Blend banan og dadler. Rør begge dele med skyr og vanilje.

* Top grøden med bær og eventuelt. honning og pak forsigtigt i madpakken med skyrcreme on the side.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 08:00

FAKTA: Ingrediensliste til overnight oats a la gulerodskage

Opskriften er til to personer:

* 1 ½ dl fint valsede havregryn

* 1 dl revet gulerod

* 2 spsk. chiafrø

* ½ tsk. stødt kardemomme

* 2 tsk. stødt kanel

* 1 nip salt

* 1-2 spsk. rosiner

* 3 dl mælk

Skyrcreme:

* 1 moden banan

* 2 bløde dadler

* 2 dl skyr

* 1 tsk. vaniljepulver

Topping:

* 2 håndfulde blandede bær

* Eventuelt  honning

Kilde: louisalorang.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek