Jerusalem, 16/06/2025 - 17:21
Israel angriber statsligt tv og militærbase i Teheran
Indbyggere i et område af Teheran har fået besked fra Israels militær om at forlade deres hjem omgående.
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israel har angrebet en militærbase i den vestlige del af Irans hovedstad, Teheran.
Det skriver det iranske nyhedsbureau Fars ifølge Reuters.
Irans statslige tv er angiveligt også under angreb. Tv-stationen meddeler, at den er blevet mål for et af Israels.
Det skriver Reuters.
Oplysningen er ikke umiddelbart bekræftet fra israelsk side.
Men kort forinden havde den israelske forsvarsminister, Israel Katz, antydet, at et angreb mod Irans statslige radio og tv ville finde sted.
- Den iranske propaganda- og opildnelses-megafon er ved at forsvinde, siger han ifølge Reuters i en meddelelse.
- Evakuering af indbyggere i området er indledt.
I den vestlige og østlige del af Teheran høres eksplosioner, meddeler iranske medier mandag eftermiddag.
Det er ikke umiddelbart klart, om andre mål er ramt.
Der er heller ikke overblik over mulige ofre.
Kort inden, at angrebet gik i gang, udsendte en talsmand for Israels militær et varsel til indbyggere i Teheran. De blev bedt om omgående at forlade et bestemt område i byen.
- Kære borgere, af hensyn til jeres sikkerhed beder vi jer straks forlade det nævnte område i distrikt 3 i Teheran, skriver den militære talsmand, Avichay Adraee, i et opslag på X.
Han poster et kort over det område, Teherans borgere skal rømme.
- I de kommende timer vil den israelske hær, som den har gjort de seneste dage i Teheran-området, operere i dette område med henblik på at angribe det iranske regimes militære infrastruktur, skriver han ifølge Times of Israels oversættelse.
Kort efter opfordrer den iranske Revolutionsgarde til, at indbyggere i den israelske storby Tel Aviv forlader byen hurtigst muligt.
Det meddeler iranske medier ifølge Reuters.
Der er ikke umiddelbart meldinger om eksplosioner eller angreb i Tel Aviv.
Mandag var Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, på besøg på luftbasen Tel NOF, hvor han talte til israelske jagerpiloter.
- Det israelske luftvåben kontrollerer Teherans luftrum. Det ændrer hele operationen, siger Netanyahu ifølge Jerusalem Post.
/ritzau/