Peyragudes, 18/07/2025 - 18:57
Stærk enkeltstart giver Vingegaard følelse af oprejsning
Jonas Vingegaard er meget tilfreds med sin indsats på enkeltstarten dagen efter skuffelsen på Hautacam.
Loic Venance/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Godt nok tabte Jonas Vingegaard igen til Tadej Pogacar på fredagens bjergenkeltstart i Tour de France, men han følte sig langt bedre kørende end dagen før på Hautacam.
Danskeren var da også markant bedre end alle andre end Pogacar og føler, at tidskørslen er en slags oprejsning.
- Det er det helt klart. I går (torsdag, red.) var en forfærdelig dag for mig og holdet. Vi ved ikke, hvad der skete, men jeg gik helt ned på sidste stigning og var slet ikke på mit normale niveau.
- Derfor var det dejligt, at jeg kom tilbage på den måde, siger Jonas Vingegaard.
Den 10,9 kilometer lange enkeltstart havde mål på flyvepladsen i Peyragudes, og især det sidste stykke af stigningen var meget stejlt.
Men Vingegaard fordelte sine kræfter godt og kronede en god præstation med at overhale enkeltstartsverdensmester Remco Evenepoel, der var startet to minutter før.
- Benene var rigtig, rigtig, rigtig gode, og jeg kan være stolt over min præstation. Jeg kunne ikke gøre det meget bedre. At komme tilbage på den måde efter i går er sindssygt fedt, siger Jonas Vingegaard.
I det samlede regnskab er han nu mere end fire minutter efter Tadej Pogacar, men udbyggede samtidig forspringet til Evenepoel på tredjepladsen til 3 minutter og 17 sekunder.
/ritzau/