Madrid, 28/04/2025 - 13:59
Store dele af Spanien og Portugal ramt af strømnedbrud
Spansk elnetoperatør arbejder med energiselskaber på at genoprette strøm. Trafiklys i Madrid er ude af drift.
Susana Vera/Reuters
Af: /ritzau/
Store dele af Spanien og Portugal er ramt af strømnedbrud.
Den spanske elnetoperatør Red Electrica siger, at den arbejder sammen med energiselskaber på at genoprette strømmen.
Ifølge den spanske radiostation Cadena Ser er der trafikpropper i det indre Madrid, eftersom trafiklys er ude af drift.
Dele af undergrundssystemet i Madrid er ligeledes ved at blive evakueret, lyder det.
Også de spanske tog er sat ud af drift. Det spanske jernbaneselskab Renfe meddeler klokken 12.30, at der har været et strømafbrud på nationalt plan, og at der ikke afgår nogen tog.
Ifølge det spanske medie El Mundo er det hele Spanien, som er ramt af nedbrud. Også områder i Frankrig skal ifølge mediet være ramt.
Spaniens premierminister og energiminister er ifølge Cadena Ser på vej hen til elnetoperatøren Red Electrica for at følge situationen.
Fra den spanske lufthavnsoperatør Aena lyder det, at spanske lufthavne er ramt af forstyrrelser som følge af nedbruddet. Nødgeneratorer er aktive, lyder det.
Portugisisk politi siger, at nedbruddet har påvirket trafiklys i hele landet, og at metrosystemet er lukket i storbyerne Lissabon og Porto, mens også tog holder stille.
/ritzau/Reuters