Paris, 30/05/2025 - 11:54
25 stilles for dommer efter forsøg på kryptokidnapninger i Frankrig
På video, der viser forsøg på bortførelse, ses maskerede personer i kamp med kryptoforretningsmands familie.
Sebastien Dupuy/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
25 mennesker skal for en undersøgelsesdommer i Frankrig fredag for forsøg på at bortføre en rig kryptoforretningsmands datter.
Det oplyser en domstol i Paris ifølge nyhedsbureauet Reuters efter en række forsøg på bortførelser af kryptovalutaforretningsfolk og deres familier.
De 25 personer mistænkes også for at være del af en kriminel sammensværgelse.
Tidligere på ugen kom det frem, at fransk politi havde anholdt over 20 mennesker i flere sager, hvor personer har forsøgt kryptokidnapninger i både Nantes og Paris.
På sociale medier er der blevet delt en video, der viser forsøget på en bortførelse i Paris.
Her kan man se maskerede personer klædt i sort, der forsøger at overmande to andre personer.
Imens venter en varevogn tæt på.
På et tidspunkt griber forbipasserende ind, og de maskerede personer opgiver kidnapningsforsøget.
Der var ifølge Reuters tale om det tredje angreb på folk i kryptomiljøet og deres familier i de seneste måneder.
Den mislykkede bortførelse i Paris var ifølge nyhedsbureauet AFP rettet mod familien til Pierre Noizat, som er medstifter af og direktør for den franske kryptoplatform Paymium.
Det var hans gravide datter og barnebarn, der blev forsøgt bortført.
I Nantes nåede politiet at gribe ind, inden angrebet blev udført, har politikilder oplyst til det britiske medie BBC.
De mange sager har ført til bekymring for sikkerheden for kryptoforretningsmændene, der ret hurtigt har fået opbygget store formuer.
Udviklingen fik tidligere på måneden den franske indenrigsminister, Bruno Retailleau, til at holde krisemøde med ledere inden for kryptobranchen.
Ministeriet har meddelt, at sikkerheden vil blive øget for forretningsmændene.
/ritzau/