07/10/2024 - 12:00
Tøm dit barns løbesko for bekymringer før Skolernes Motionsdag
For børn kan Skolernes Motionsdag være fyldt med bekymringer om idræt og at stå uden for fællesskabet. Giv derfor dit barn nye positive perspektiver på dagen.
Af: Af Tobias Farholt Jørgensen, Ritzau Fokus
Du har måske selv prøvet at have ondt i maven, mens du tøvede med at forlade barndomshjemmets trygge rammer om morgenen før Skolernes Motionsdag.
Og skulle dit barn også have svært ved at trække i løbeskoene den 11. oktober, så kan du hjælpe det godt på vej til at få en god oplevelse, siger Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår.
- Vi ved fra Børnetelefonen, at der kan ligge rigtig mange årsager bag, hvorfor et barn ikke har lyst til at være med til idræt og synes, det er ukomfortabelt.
- Derfor handler det om at begynde med at være nysgerrig på barnets modstand, siger hun.
Modstanden kan måske bunde i, at barnet ikke kan lide idræt eller at dyrke motion foran andre, men det kan også være forbundet med at stå uden for fællesskabet i klassen.
Derfor er det vigtigt at anerkende og validere barnets følelser. Det giver et godt udgangspunkt for at finde nye perspektiver, som barnet kan få øje på.
På den måde understøtter man, at det ikke kun er det ukomfortable, der fylder, lyder det fra Ida Hilario Jønsson.
- Lad barnet folde det ud, så man ikke lukker ned ved at sige, at det bliver en skøn dag for alle, når barnet lige nu ikke har lyst til at være med.
- Hold fast i, at barnet ligesom alle andre skal være med til dagen, men find eventuelt nye perspektiver, som gør det nemmere at komme afsted. For eksempel at der kommer en lang efterårsferie bagefter.
Ida Hilario Jønsson minder dog også om, at forældrene skal fortælle børnene, at det er naturligt, at det ikke nødvendigvis er alting i skolen, der er sjovt.
Dansk Skoleidræt, der står for inspirationskataloget til Skolernes Motionsdag, har netop den pointe med i tankerne, når de laver programmet. Årets inspirationskatalog har fokus på inklusion for alle - også de børn, der normalt ikke er så aktive.
Dagen bliver nemlig fyldt op med mere end løb, spring og kast, siger Bjørn Friis Neerfeldt, der er generalsekretær i Dansk Skoleidræt.
- Idrætsfaget er generelt blevet et helt andet fag. Undervisningen lægger vægt på børnenes personlige sociale kompetencer sammen med kropslige kompetencer. Det handler ikke længere kun om at præstere fysisk.
I Dansk Skoleidræts inspirationskatalog til dagen kan man blandt andet finde aktiviteter med afsæt i dans og udtryk, boldbasis og boldspil samt natur og udeliv.
Forældrene har derfor et ansvar for at tale dagen lidt mere op, mener Bjørn Friis Neerfeldt.
Skolernes Motionsdag er på de fleste af landets skoler langtfra, hvad den plejede at være, dengang mange forældre deltog.
Forældrene skal derfor passe på med at hive deres bekymringer fra egne dårlige oplevelser ned over børnene, mener Ida Hilario Jønsson.
- Hvis man selv kan mærke, at man har haft det svært med motionsdagen og er bekymret for sit barn, så spørg barnet ind til dagen på en åben og nysgerrig måde, hvor man ikke nødvendigvis lægger en bestemt stemning ned over dem, siger hun.
/ritzau fokus/