København, 29/07/2025 - 18:15
Nyudpeget topchef annoncerer besparelser i Novo Nordisk
Novo Nordisk har tirsdag både udpeget ny topchef og annonceret nedjusteringer i forventningerne til vækst.
Af: /ritzau/
Novo Nordisks nyudpegede topchef, Maziar Mike Doustdar, har tirsdag annonceret, at der vil komme "besparelser og effektiviseringer" i selskabet.
Det gælder såkaldte "mindre vigtige områder".
Sådan sagde han på et investorkald tirsdag eftermiddag ifølge Børsen.
På et efterfølgende pressemøde blev Maziar Mike Doustdar spurgt til, om besparelserne kommer til at medføre fyringsrunder.
Det ville den nye topchef ikke svare på.
- Jeg vil endnu ikke gå i detaljer omkring, hvor besparelserne skal findes, men der skal findes effektiviseringer, så vi kan øge væksten, sagde han ifølge Børsen.
Investorkaldet og pressemødet følger en eftermiddag, hvor Novo Nordisk er kommet med flere nyheder.
Maziar Mike Doustdar blev udnævnt som ny administrerende direktør. Fra 7. august overtager han posten efter Lars Fruergaard Jørgensen, der har siddet i toppen af selskabet i otte år.
Tirsdag blev der også annonceret nedjusteringer i selskabets forventninger til væksten.
Nu venter Novo Nordisk, at salget i år vil vokse med 8 til 14 procent mod tidligere ventet 13 til 21 procent.
I en meddelelse skrev Novo Nordisk, at salgsvæksten af Wegovy og Ozempic i USA ventes at blive lavere. Det skyldes ifølge selskabet, at der fortsat bliver solgt kopivarianter af GLP-1-medicin, som både Wegovy og Ozempic bygger på.
Det er anden gang i år, at der kommer nedjusteringer fra Novo Nordisk.
I maj, da selskabet aflagde regnskab for første kvartal, sænkede man også forventningerne til salgsvæksten. Inden nedjusteringen ventede man en vækst på mellem 16 og 24 procent.
Også her var nedjusteringen et resultat af, at kopier af Wegovy blev solgt af andre producenter i USA.
Den nyudpegede direktør blev tirsdag eftermiddag spurgt til, hvad han ville have gjort anderledes for at undgå den situation, som selskabet står i nu.
- Når man har en høj vækst, kan man overse ting, og det er nok noget af det, vi ser ske, sagde Maziar Mike Doustdar på investorkaldet ifølge Jyllands-Posten.
Ifølge ham kan man løse udfordringerne ved på mellem og lang sigt at "fremme sin pipeline". Mens man på kort sigt skal udnytte de eksisterende produkter bedre kommercielt.
Novo Nordisk er på nuværende tidspunkt i gang med at udvikle flere forskellige lægemidler inden for vægttab, herunder Amycretin og Cagrisema.
/ritzau/