Washington D.C., 13/06/2025 - 18:26
Fejlagtigt udvist mand nægter sig skyldig i menneskesmugling i USA
Sag om Abrego Garcia er blevet et omdrejningspunkt i diskussion om udvisninger i USA. Han nægter sig skyldig.
Seth Herald/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Kilmar Abrego Garcia, som ved en fejl blev deporteret fra USA til El Salvador, nægter sig skyldig i anklager om menneskesmugling.
Det gør han torsdag ved et retsmøde i en føderal domstol i Tennessee.
Sagen om Garcia er kommet højt på den politiske dagsorden i USA som led i diskussionen om Trumps hårde kurs over for immigration.
Garcia blev 15. marts udvist til El Salvador på trods af en kendelse, der i 2019 fastslog, at han ikke kunne udvises, da han risikerede at blive forfulgt af kriminelle bander.
Embedsmænd har beskrevet udvisningen af ham som en "administrativ fejl".
Kritikere af Trump mener, at sagen er et eksempel på, at Trump-administrationen har prioriteret antallet af udvisninger over retssikkerhedsprincipper.
I USA står Kilmar Abrego Garcia nu over for anklager om menneskesmugling.
De relaterer sig til en episode i 2022, hvor Garcia blev stoppet i trafikken af en patrulje i Tennessee med ni passagerer, skriver nyhedsbureauet AP.
Advokater for Garcia har kaldt beskyldningerne "latterlige".
Det var William Allensworth - som er advokat for Garcia - der torsdag på vegne af Garcia tog stilling til anklagerne.
/ritzau/Reuters