København, 27/06/2019 - 09:00
Fødselar sagde ja til prinsessen og nej til kongeriget
Forretningsmanden Christopher O'Neill giftede sig med den svenske prinsesse Madeleine, men takkede nej til titlen som prins. Torsdag fylder han 45 år.
Af: Af Anna Secher, Ritzau Fokus
Han er pressesky og frabad sig titlen som prins, da han i 2013 giftede sig med den svenske prinsesse Madeleine.
Christopher O'Neill ville nemlig fortsætte sin karriere i erhvervslivet på fuld tid og afstod derfor fra titlen.
- Jeg har jo truffet kvinden i mit liv. Kvinden jeg elsker. Men det er klart, at det har sine udfordrende sider at være gift med en prinsesse. Selvfølgelig har det kompliceret mit liv af åbenlyse grunde, sagde Christopher O'Neill til det svenske magasin King i 2018.
- Jeg har intet ønske om at opnå nogen form for berømmelse og har heller ikke nogen fordele af det i mit erhverv, sagde han.
Når Christopher O'Neill fejrer sin 45 års fødselsdag den 27. juni, kan han i stedet for prins kalde sig succesrig forretningsmand og far til tre.
Siden han og prinsesse Madeleine annoncerede deres forlovelse den 25. oktober 2012 - og giftede sig året efter - er de blevet forældre tre gange.
Prinsesse Leonore blev født i 2014, prins Nicolas kom til verden i 2015, og prinsesse Adrienne så dagens lys sidste år.
Christopher O'Neill selv er født i London og har både amerikansk og britisk statsborgerskab.
Han har læst på Boston University og Columbia Business School og har arbejdet i adskillige store finansvirksomheder.
Ifølge det svenske kongehus' hjemmeside har O'Neill siden barndommen haft en stor interesse for sport og udendørsaktiviteter som tennis, golf og alpint skiløb.
Når der er fodbold i fjernsynet, hepper O'Neill på den engelske fodboldklub Chelsea F. C.
Derudover interesserer han sig for musik og litteratur.
Sidste år flyttede familien på fem fra London til ferieparadiset Miami i den amerikanske delstat Florida.
/ritzau/