Langør, 25/07/2025 - 16:24
Person frygtes omkommet i brand på Samsø
Politiet frygter, at en ældre kvinde har mistet livet i en brand, der opstod torsdag i en roklub på øen Samsø.
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En person frygtes omkommet efter en brand i en roklub ved Langør Havn på Samsø.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Da politi og beredskab ankom til stedet sent torsdag aften, stod høje flammer op gennem taget i roklubben.
Brandvæsenet indledte slukningsarbejdet, men bygningen var overtændt, og branden var vanskelig at få under kontrol.
Ud fra vidneforklaringer frygter politiet, at der kan have været flere personer i bygningen, da branden brød ud.
- På nuværende tidspunkt kan vi ikke udelukke, at der kan have været flere mennesker i bygningen, da branden brød ud.
- Det kan vi ikke kommentere nærmere, før det er muligt at komme ind i bygningen, oplyser Østjyllands Politi tidligere fredag.
Politiet forventer, at kunne give en melding på, om der er nogle omkomne i forbindelse med branden i løbet af fredag eftermiddag eller aftenen. Det siger Flemming Nørgaard, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, til TV 2 Østjylland.
- Det, vi frygter, er, at der kan være en ældre kvinde, der er omkommet. Vi savner en ældre kvinde, som bør være på stedet, og som ikke er der umiddelbart, siger han til mediet.
Brandårsagen kendes endnu ikke, men skal undersøges.
Vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi oplyser til TV 2, at man fredag eftermiddag forsat er i gang med det tekniske arbejde ved roklubben.
- Det kommer til at tage et stykke tid endnu, siger vagtchefen til mediet.
/ritzau/