Thorshavn, 15/05/2024 - 21:16
Færøske politikere stemmer nej til fri abort i tæt afstemning
Der var lige præcis ikke flertal for forslag, der skulle sikre færøske kvinder ret til abort frem til 12. uge.
Af: /ritzau/
Et forslag om fri abort frem til 12. graviditetsuge for færøske kvinder er blevet stemt ned i Lagtinget på Færøerne.
Det står klart efter 2. behandling af lovforslaget i det færøske parlament onsdag aften. Her har 15 stemt for, mens 15 har stemt imod. Forslaget bliver forkastet, da det kræver flertal.
Det oplyser Hervør Palsdottir fra partiet Tjodveldisflokkurin. Hun er desuden medstifter af foreningen Fritt Val, som kæmper for fri abort, og forkvinde for det færøske retsudvalg.
Hun kalder det "megaærgerligt" over for Femina, som er til stede ved afstemningen i Thorshavn.
- Det er et stort nederlag for de færøske kvinder, for nu skal de vente mange år, før de kan få ret over egen krop, siger hun til Femina.
Abortlovgivningen på Færøerne stammer tilbage fra 1956.
Det er kun i særlige tilfælde, at gravide på Færøerne kan få en abort, som reglerne er i dag. Abort er dermed som udgangspunkt forbudt.
Kvinder kan kun få en abort i dag, hvis det eksempelvis vurderes, at der er alvorlig fare for kvindens liv eller helbred eller, kvinden har været udsat for voldtægt eller incest.
Jenis av Rana, som er medlem af partiet Midflokkurin, mener omvendt, at man ikke skal bestemme over, hvem der har ret til at leve. Det forklarer han til Femina.
Han siger til mediet, at "dagen i dag har været den værste i mit liv", fordi afstemningen blev så tæt.
/ritzau/