Jerusalem, 30/05/2025 - 17:42
Israelsk minister vil bygge jødisk stat på Vestbredden
Terrororganisationer forsøger at svække vores greb om dette land, siger Katz efter melding om bosættelser.
Ammar Awad/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Israel "vil opbygge en jødisk israelsk stat på Vestbredden", siger den israelske forsvarsminister, Israel Katz, i en video, der fredag er offentliggjort af hans kontor.
Han siger, at dette skridt er et "klart budskab" til Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som Israels udenrigsministerium anklager for at føre et "korstog mod den jødiske stat."
- Dette er et beslutsomt svar til de terrororganisationer, der forsøger at skade og svække vores greb om dette land, siger Katz i videoen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det fremgår ikke, hvor stor en del af Vestbredden, Katz taler om.
Meldingen kommer, dagen efter at Israels regering meddelte, at der vil blive bygget 22 nye bosættelser i det palæstinensiske område.
- Det er også et klart budskab til Macron og hans allierede: De vil anerkende en palæstinensisk stat på papiret - men vi vil bygge den jødiske israelske stat her i virkeligheden, tilføjer Katz.
Under et besøg i Singapore udtalte Macron tidligere fredag, at det er en "moralsk pligt" at anerkende en palæstinensisk stat - med visse betingelser. Det er også blevet en "politisk nødvendighed", mener den franske præsident.
Han sagde også, at europæiske lande burde "skærpe den fælles holdning" over for Israel, hvis landet ikke reagerer passende på den humanitære situation i Gazastriben.
De 22 nye bosættelser, som Israel har godkendt på Vestbredden, er blevet mødt af kraftig international kritik.
Tiltaget kan øge splittelsen yderligere med nogle af Israels allierede, der har truet med sanktioner på grund af den fortsatte udvidelse, skriver Reuters.
Omkring 700.000 israelske bosættere bor blandt 2,7 millioner palæstinensere på Vestbredden og i Østjerusalem.
Sidste år afgjorde Den Internationale Domstol (ICJ), at israelske bosættelser på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza er ulovlige.
Bosættelserne bliver jævnligt fordømt af FN og har i årevis været anset for at være en alvorlig hindring på den sønderbombede vej mod fred mellem israelere og palæstinensere.
/ritzau/AFP