København, 16/07/2025 - 08:10
Amerikaner i målform vender hjem til FC Nordsjælland
Efter tre succesfulde måneder i San Diego FC i MLS skal Milan Iloski tilbage til FC Nordsjælland.
Anne-Marie Sorvin/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Offensivspilleren Milan Iloski skal tilbage til FC Nordsjælland efter et tre måneders lejeophold i søsterklubben San Diego FC.
Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.
Og det er en amerikaner i målform, der vender tilbage til Superligaen.
På 471 minutter fordelt over 14 kampe i den amerikanske fodboldrække MLS har 25-årige Iloski scoret hele ti mål.
Otte af målene er faldet i juni i fem kampe. Iloski scorede blandt andet fire mål i en 5-3-sejr over Vancouver Whitecaps.
- Milan blev udlånt til vores søsterklub San Diego FC i foråret, på et tidspunkt hvor det gav mening for alle parter, og man må sige, at han gjort det godt derovre, hvor han har spillet en vigtigt rolle for dem og lavet en masse mål i MLS, siger FC Nordsjællands fodbolddirektør, Alexander Riget, til klubbens hjemmeside.
- Nu vender han tilbage til Farum i god kampform, så han vil med det samme styrke vores offensive konkurrencesituation, og vi glæder os til at se ham igen og byde ham velkommen tilbage.
Præstationerne i MLS betød også, at San Diego gerne ville hente Iloski permanent.
- Vi arbejdede ihærdigt på at gøre det langsigtet, men vi kunne ikke nå til enighed, sagde San Diego-cheftræner Mikey Varas tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Milan Iloski kom til FC Nordsjælland fra amerikanske Orange County i januar 2024. Foreløbig er det blevet til 18 kampe og to mål for Farum-klubben.
San Diego er i gang med sin første sæson i MLS, efter at klubben blev tildelt en plads i den lukkede fodboldliga.
Klubben fra den amerikanske vestkyst er ejet af egyptiske Mohamed Mansour, der igennem selskabet Mansour Group også ejer FC Nordsjælland.
De tidligere FC Nordsjælland-spillere Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen samt landsholdsspiller Anders Dreyer er en del af San Diego-holdet, der fører den vestlige konference i MLS.
/ritzau/