København, 19/05/2025 - 23:15
Højesteret indleder sag mod Brasiliens eksleder for kupplan
Den tidligere præsident Jair Bolsonaro risikerer 40 års fængsel, hvis han dømmes skyldig for kupforsøg.
Ueslei Marcelino/Reuters
Af: /ritzau/
Brasiliens højesteret har mandag indledt en retssag mod landets tidligere præsident Jair Bolsonaro for kupforsøg.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Højrefløjspolitikeren Bolsonaro risikerer op til 40 års fængsel, hvis han dømmes skyldig for planer om at kuppe den nuværende præsident, Luiz Inácio da Silva, efter at have tabt valget i 2022.
Anklagerne mener, at Bolsonaro, der var præsident fra 2019 til 2022, ledte en kriminel organisation, der ville skabe en "undtagelsestilstand" for at fremtvinge et nyt valg.
Mere end 80 personer, deriblandt flere højtstående ledere fra militæret, tidligere ministre, politibetjente og ansatte ved efterretningstjenesten, skal afgive vidneforklaringer i sagen.
Mandag blev det første vidne, general Marco Antonio Freire Gomes, udspurgt i forbindelse med en høring.
Jair Bolsonaro fulgte høringen iført en gul brasiliansk fodboldtrøje, der ifølge AFP anses som et symbol på patriotisme blandt ekspræsidentens støtter på den politiske højrefløj.
/ritzau/