Washington D.C., 23/07/2025 - 00:03
USA-udsending rejser til Gaza for at sikre nødhjælpskorridor
Steve Witkoff rejser i denne uge til Gaza for skubbe på for en våbenhvileaftale og en korridor for nødhjælp.
Af: /ritzau/AFP
USA's særlige udsending for Mellemøsten, Steve Witkoff, rejser til Gaza for at skubbe på for en våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas og sikre befolkningen adgang til nødhjælp.
Det oplyser talsperson for det amerikanske udenrigsministerium, Tammy Bruce, tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Witkoff rejser til regionen med et stærkt håb om, at vi kan sikre en ny våbenhvile og en humanitær korridor for nødhjælp, hvilket begge parter er enige om, siger Tammy Bruce.
Hun afviser at dele yderligere detaljer om Witkoffs besøg, men oplyser, at udsendingen vil rejse rundt i Gaza.
Forhandlere fra Israel og den militante gruppe Hamas har de seneste uger i Qatar ført forhandlinger om et amerikansk forslag om en våbenhvile af 60 dages varighed uden at nå til enighed.
De seneste dage har der været meldinger om, at flere palæstinensere er blevet dræbt, mens de har forsøgt at hente nødhjælp på flere distributionssteder.
Udfordringerne omkring nødhjælpen fik mandag Danmark og 24 andre lande til at kritisere Israel i en fælles udtalelse.
- Vi fordømmer denne drypvise nødhjælp og de umenneskelige drab på civile, herunder børn, som forsøger at opfylde deres mest grundlæggende behov for vand og mad, skrev de 25 lande.
/ritzau/AFP