København, 08/05/2025 - 16:02
Superstjerne forstår ikke favoritrolle til Giro d'Italia
Trods sejr over Juan Ayuso i Catalonien Rundt ser Primoz Roglic ikke sig selv som favorit i Giro d'Italia.
Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Primoz Roglic er manden, man skal slå, hvis man vil stå som vinder af årets Giro d'Italia.
Sloveneren er den helt store favorit blandt bookmakere og cykeleksperter til at vinde Giroen, som han også gjorde i 2023.
Favoritrollen tager hovedpersonen ikke særligt tungt.
- Kalder alle mig favorit? Når jeg kigger på startlisten, ser jeg ikke, hvorfor jeg skulle have en fordel over de andre.
- Det er rart, at folk tror på mig, men der er 21 etaper, hvor jeg skal bevise mig, siger han til en holdpræsentation før Giroen.
Den største konkurrent i årets første grand tour er spanieren Juan Ayuso, som han også kæmpede mod i Catalonien Rundt i marts.
Her blev Ayuso besejret med samlet 28 sekunder af den rutinerede slovener.
- Hvad der er sket tidligere i sæsonen - såsom Catalonien Rundt - er ligegyldigt nu. Vi starter alle fra bunden og skal være klar fra start, siger han.
Boras verdensstjerne har ikke prøvekørt Giroens etaper, da han kommer næsten direkte fra en højdetræningslejr.
Han vil derfor vurdere løbet dag for dag.
- Hvis du kigger på det samlede løb, så er det ret tydeligt, at den tredje uge bliver den hårdeste, siger Roglic til holdpræsentationen.
Tidligere på ugen fortalte slovenerens træner, Marc Lamberts, at cykelrytterens primære fokus er Tour de France.
Den erfarne rytter har nemlig aldrig vundet Touren, mens det er blevet til fire sejre i Vuelta a España og én titel i Giroen.
- Primoz tog selv beslutningen om at deltage i både Giroen og Touren, selv om Tour de France er hans hovedmål, siger Lamberts til cykelmediet Wielerflits.
Hvis den 35-årige slovener formår at vinde Giroen, vil han blive den ældste vinder af Giroen nogensinde.
Den rekord har stået siden 1955, hvor Fiorenzo Magni vandt som 34-årig.
Giro d'Italia løber af stablen fra fredag 9. maj til søndag 1. juni.
/ritzau/