Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/09/2025 - 22:27

Nyt dansk U21-kuld vender 0-2 til 6-2 i jagten på EM

I Lars Knudsens første kamp i EM-kvalifikationen vendte det danske U21-landshold 0-2 til 6-2 mod Wales.

Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det danske U21-landshold er kommet fremragende i gang med jagten på en plads ved EM om to år.

Tidligt i mandagens udekamp mod Wales var der ellers tunge skyer over de talentfulde danskere, som kom bagud 0-2, før de offensive profiler foldede sig ud.

Men fem danske scoringer af fem forskellige spillere efter pausen sørgede for de overlegne sejrscifre på 6-2.

Dermed fik Lars Knudsen samtidig et godt resultat i sin første gældende kamp som træner for holdet, efter at han i sommer erstattede Steffen Højer som træner.

Siden sommerens EM er der også skiftet rundt på flere af spillerne.

Væk er forsvarsspillerne Oliver Provstgaard og Thomas Kristensen blandt andre. I stedet var FC Københavns William Clem noget uvant en del af bagkæden, og han kom på glatis fra start.

39 sekunder var spillet, da en dybdebold blev opsnappet af Tanatswa Nyakuhwa. Angriberen tog bolden elegant med, før han hamrede den ind bag Theo Sander.

Danskerne rystede chokstarten af sig og kæmpede sig ind i opgøret. Men efter en halv time gik det igen galt i defensiven.

En perfekt stikning fra Nyakuhwa tog fusen på det danske forsvar, og Chris Popov løftede kraftfuldt bolden i nettet.

Danmark var farligst, når Thomas Jørgensen eller Clement Bischoff fik bolden. Og netop den konstellation bragte Danmark tilbage i kampen få minutter senere.

Bischoff lagde bolden perfekt til rette for Viborg-profilen, som hamrede reduceringen i nettet.

Selvtilliden klædte det danske spil, og når danskerne spillede bolden hurtigt rundt, var de et niveau over de walisiske modstandere.

Udligningen faldt efter mindre end to minutter af anden halvleg, hvor Adam Daghim på egen hånd driblede gennem feltet og lagde den fladt ind til 2-2.

Med Bischoff i oplæggerens rolle nok en gang blev det også til et føringsmål et kvarter senere.

Denne gang fandt han Conrad Harder, som bragte Danmark i front. Afgørelsen faldt med et kvarter igen, hvor indskiftede Oscar Schwartau forvandlede en lang bold til scoring, før både August Priske og Silas Andersen hamrede de sidste søm i walisernes kiste.

/ritzau/

København, 11/09/2025 - 13:21

Niels Skousen slutter sangkarrieren: Helbredet kan man ikke forhandle med

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Den 81-årige sanger og sangskriver har sat sit præg på den danske musikscene siden 1970'erne.

Med fire koncerter i efteråret sætter den 81-årige sanger, sangskriver og skuespiller Niels Skousen et punktum for en lang karriere.

Det skriver sangeren i et opslag på Facebook.

- Kære venner, tak for al jeres støtte og interesse. Jeg går mod de 82. Helbredet er jo ikke noget, man kan forhandle med, skriver Niels Skousen.

Han har siden 1970'erne sat sit præg på den danske musikscene og har en stor skare af trofaste følgere.

Allerede som 20-årig købte han en guitar og begyndte at skrive sange inspireret af Bob Dylan og Leonard Cohen.

I 1971 skrev han tekst og musik til pladen "Herfra hvor vi står", som han udgav sammen med Peter Ingemann i gruppen Skousen & Ingemann.

Pladen er efterfølgende blevet et billede på tiden med ungdomsoprøret, som den unge Skousen var en del af.

Blandt andet skrev han sange til bandet Young Flowers og var gæst hos teatergruppen Solvognen.

Fra 1980 holdt han en pause fra musikken. Pausen skulle vise sig at vare 22 år. I stedet helligede han sig skuespillet.

Han har medvirket i adskillige film og blandt andet også tv-serien "Landsbyen" fra 1991.

Men musikken kaldte på ham. I 2002 udkom albummet "Dobbeltsyn", der blev nomineret til otte musikpriser.

Sangeren har altid skrevet sine sange på dansk. I 2022 udkom hans seneste album, "Blæsten og Regnen".

De fire koncerter, der ifølge sangeren selv runder karrieren af, foregår 20. november i Hadsten, 21. november i Esbjerg, 22. november i Tarm og 28. november i København.

Skousen skriver dog i opslaget, at han "håber på", at det er muligt at arrangere "nogle afskedskoncerter i foråret 2026".

Niels Skousen er gift med filminstruktør Linda Wendel, der står bag dokumentaren "Herfra hvor vi står - 80 år med Niels Skousen".

Han er far til tre voksne børn.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/09/2025 - 13:07

Niels Skousen slutter sangkarrieren: Helbredet kan man ikke forhandle med

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Den 81-årige sanger og sangskriver har sat sit præg på den danske musikscene siden 1970'erne.

Med fire koncerter i efteråret sætter den 81-årige sanger og sangskriver Niels Skousen et punktum for en lang karriere.

Det skriver sangeren i et opslag på Facebook.

- Kære venner, tak for al jeres støtte og interesse. Jeg går mod de 82. Helbredet er jo ikke noget, man kan forhandle med, skriver Niels Skousen.

Han har siden 1970'erne sat sit præg på den danske musikscene og har en stor skare af trofaste følgere.

Allerede som 20-årig købte han en guitar og begyndte at skrive sange inspireret af Bob Dylan og Leonard Cohen.

I 1971 skrev han tekst og musik til pladen "Herfra hvor vi står", som han udgav sammen med Peter Ingemann i gruppen Skousen & Ingemann.

Pladen er efterfølgende blevet et billede på tiden med ungdomsoprøret, som den unge Skousen var en del af.

Blandt andet skrev han sange til bandet Young Flowers og var gæst hos teatergruppen Solvognen.

Fra 1980 holdt han en pause fra musikken. Pausen skulle vise sig at vare 22 år. I stedet helligede han sig skuespillet.

Han har medvirket i adskillige film og blandt andet også tv-serien "Landsbyen" fra 1991.

Men musikken kaldte på ham. I 2002 udkom albummet "Dobbeltsyn", der blev nomineret til otte musikpriser.

Hans seneste album, "Blæsten og Regnen", udkom i 2022.

Niels Skousen er gift med filminstruktør Linda Wendel. Han er far til tre voksne børn.

De fire koncerter, der ifølge sangeren selv runder karrieren af, foregår 20. november i Hadsten, 21. november i Esbjerg, 22. november i Tarm og 28. november i København.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 11/09/2025 - 10:00

FAKTA: Hårtyper

* Hår kommer i flere teksturer og tykkelser. Det kan være med til at afgøre, hvor ofte du skal vaske hår. Et råd til at vælge den rette shampoo for dig er at identificere, hvilken hårtype du har. Som udgangspunkt findes disse hårtyper:

* Hvis ens hår er tørt og skadet, så er kendetegnene et mat og trist udseende, samtidig kan håret knække let. Denne hårtype har brug for særlig pleje. Ofte skyldes det en ubalance i hovedbund og hårstrå.

* Fedtet hår kan være et tegn på, at din hovedbunds talgkirtler producerer for meget naturlig olie. Vælg en shampoo, der egner sig til fedtet hår, og som indeholder olieregulerende ingredienser.

* Fint hår er kendetegnet ved, at hvert hårstrå har en lille omkreds, som gør, at det fedter og filtrer nemt. En shampoo, der kan give håret fylde, kan være godt for en med fint hår. Daglige kosttilskud kan også styrke håret og give fylde.

* Krøller kan være svære at håndtere. Krøller kræver nemlig fugt, ellers tørrer de ud, og så bliver håret i stedet kruset eller svært at kontrollere.

Kilde: Apotekeren.dk.

/ritzau fokus/

 

Læs Mere >>

, 11/09/2025 - 10:00

Overvej din hårtype inden du propper shampoo i håret

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvor ofte du skal bruge shampoo. Der er dog flere overvejelser, du kan gøre dig.

Du står i badet og overvejer, om du skal have shampoo i håret. Du har nemlig hørt, at det ikke er sundt at bruge hver dag.

Det er dog ikke nødvendigvis forkert at bruge shampoo hver dag eller flere gange om ugen.

Det er nemlig meget individuelt og afhænger af flere faktorer. Det fortæller Naja Krobak Jensen, der er faglærer på frisøruddannelsen på Techcollege i Aalborg.

- Det er forskelligt fra person til person, hvor ofte man skal bruge shampoo. Generelt er det fint at vaske sit hår et par gange om ugen, men hvis du for eksempel dyrker meget sport, så skal det vaskes oftere, da du udskiller sved og fedtstoffer, siger hun.

Hvis man er i tvivl, kan man kigge sig selv i spejlet og vurdere, om håret ser fedtet ud. Hvis det gør det, er det nok tid til at finde sin shampoo frem.

- Er ens hovedbund fedtet til og ser fedtet ud hver dag, så bliver man nødt til at vaske med shampoo hver dag, siger hun.

Det kan dog godt skabe problemer at vaske håret for ofte. Det fortæller den amerikanske hårforsker og dermatolog Wilma Bergfeld i et interview med Videnskab.dk.

- Hvis man vasker hår for meget eller bruger en forkert shampoo i forhold til sin hårtype, kan det resultere i, at hovedbunden og hårfibrene bliver tørre. Det kan føre til kløe, tør hovedbund og tørt hår, som let knækker, siger Wilma Bergfeld til mediet.

Naja Krobak Jensen fortæller, at ens hårtype også kan påvirke, hvor ofte man bør give sig i kast med shampoo under bruseren.

- Shampoo har nogle plejestoffer, der renser håret, men det tørrer også håret ud. Hvis du eksempelvis har krøller, så er dit hår mere tørt fra naturens side. Derfor kan man godt undlade at vaske sit hår i en uge, hvis det er muligt, siger hun.

Det ser dog anderledes ud for dem, der har fint hår. De kan oftere benytte sig af shampoo, da håret hurtigere kan se fedtet ud.

- Hvis du har fint hår, så har du en naturlig produktion af fedtstof i hovedbunden. Den produktion gør, at dit hår fedter hurtigere, fordi håret er fint og ikke kan optage så meget fedtstof. Derfor vasker personer med fint hår oftere deres hår, siger hun.

Ens profession kan også have en påvirkning på rensning af håret. Hvis man bliver beskidt hver dag på arbejde, skal man oftere finde shampooen frem.

- En murer skal gerne vaske håret hver dag, da de går i meget støv hele dagen. Det tørrer hurtigt håret ud, siger Naja Krobak Jensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek