Odense, 24/01/2025 - 16:58
Politi er rykket ud til nedstyrtet svalegang i Odense
Politiet oplyser, at der er flere tilskadekomne, efter at svalegang er styrtet sammen under et byggeri.
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politiet er rykket ud til en ulykke, hvor en svalegang er styrtet sammen i Munkebjerg Park i Odense fredag.
Det skriver TV 2 Fyn.
Fredag eftermiddag kort før klokken 17.00 oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse, at det tyder på, at tre personer har været involveret i ulykken.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig yderligere om deres tilstand.
Tidligere lød det, at der ifølge politiet var flere tilskadekomne.
Både politi og beredskab er på stedet, hvor man er i gang med at evakuere ejendommen.
Der er etableret et evakueringscenter på Niels Bohrs Allé 210 i Odense.
Her kan beboere og pårørende opholde sig, indtil myndighederne har dannet sig et overblik over situationen, lyder det.
En svalegang er en udvendig overdækket gang.
TV 2 Fyn skriver, at svalegangen er styrtet sammen under et byggeri. Det drejer sig om en svalegang på fjerde sal.
Klokken 14.20 skrev Fyns Politi på det sociale medie X, at der er tale om en alvorlig hændelse.
- Politi og redning er lige nu til stede omkring Munkebjergvænget i forbindelse med en alvorlig hændelse. Vi melder mere ud snarest, lød det.
/ritzau/