Bruxelles, 16/06/2025 - 17:08
Lektor: EU's frygt for atomvåben kan udvande pres på Israel
EU-landes opfordring til revurdering af associeringsaftale med Israel kan blive et dilemma, mener lektor.
Maxar Technologies/Reuters
Af: /ritzau/
EU's potentielle sanktioner mod Israel forventes at blive symbolske efter krigshandlingerne mellem Israel og Iran er brudt ud.
Det mener lektor i statskundskab Rasmus Brun Pedersen, der blandt andet beskæftiger sig med europæisk udenrigspolitik.
Tidligere har flere EU-lande med Holland i spidsen givet til kende, at man ønsker en revision af EU's såkaldte associeringsaftale med Israel.
Aftalen fremmer samhandel mellem de to parter.
- Gaza kommer til at være lidt mere på sidelinjen, fordi Israel med det her direkte angreb på Iran har aktiveret storpolitikken i hele regionen, siger Pedersen.
Han kalder det et "meget vanskeligt dilemma" for de europæiske statsledere.
- Fra europæisk side kan man heller ikke acceptere, at der kommer atomvåben i Iran, men man har heller ikke rigtig redskaberne til at gøre noget ved det, siger han.
- Derfor kan man sige, at man står i en situation i øjeblikket, hvor Israels bombardement er en måde at lægge pres på. Det er en måde for EU at tillade, at der bliver lagt pres på Iran, uden selv at være direkte involveret, siger Rasmus Brun Pedersen.
Ifølge lektoren vil emnet fylde meget, når de europæiske ledere mødes til EU-topmøde i Bruxelles i næste uge.
Denne weekend har Iran og Israel har udført flere større angreb med blandt andet droner og missiler mod hinanden, efter at Israel natten til fredag bombede flere steder i Iran.
Israel har begrundet sit angreb med, at Iran er ved at bygge atomvåben.
/ritzau/