Kolding, 02/08/2025 - 13:35
Person fængsles i hemmelig sag i Kolding
Der var lørdag retsmøde i Kolding, hvor anklageren anmodede om dobbeltlukkede døre, så sigtelsen er hemmelig.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En person, der lørdag har været fremstillet i grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre i Kolding, er blevet varetægtsfængslet i surrogat i fire uger.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i et opslag på det sociale medie X.
Når en person varetægtsfængsles i surrogat, dækker det over, at vedkommende ikke fængsles i en almindelig arrest.
I stedet kan personen fængsles på en retspsykiatrisk afdeling, eller hvis personen er under 18 år, kan det være på en lukket ungdomsinstitution.
Retten i Kolding indledte retsmødet klokken 10.00, hvor anklagemyndigheden bad om dobbeltlukkede døre.
Dobbeltlukkede døre betyder, at også selve drøftelsen om, hvorvidt et retsmøde skal foregå for lukkede døre, skal være for lukkede døre.
Når der er dobbeltlukkede døre i et grundlovsforhør, betyder det, at offentligheden også afskæres muligheden for at få at vide, hvordan sigtelsen lyder.
Grundet de dobbeltlukkede døre, ønsker politiet ikke at oplyse yderligere om sagen.
Tidligere fremgik det ikke, om der var tale om en eller flere personer. Nu står det klart, at det er én person, der har været fremstillet i grundlovsforhør, men der er ikke nærmere oplysninger om personen.
Det vides heller ikke, hvad sagen drejer sig om.
/ritzau/