Odense, 01/05/2025 - 07:46
Bakterielt stof sprøjtes på blade i kampen mod giftig larve i Odense
Anden etape af bekæmpelsen af larve med tusindvis af allergifremkaldende hår kan gå i gang i Odense.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Bakterielt stof skal sprøjtes over blade på egetræer, der er blevet inficeret af den giftige larve egeprocessionsspinderen, i Odense.
Det sker som led i bekæmpelsen af larven, der fredag går ind i anden fase. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
Tidligere på året blev omkring 1000 reder for den potentielt giftige larve fjernet i Odense.
To firmaer er hyret til at forestå bekæmpelsen.
Anlægsgartnerfirmaet Sparvath vil fokusere på varmebehandling og at fjerne nye reder, mens Rentokil Skadedyrskontrol vil stå for den førnævnte sprøjtning af egetræsblade med et biologisk bekæmpelsesmiddel.
Det bakterielle stof er ikke skadeligt for andre dyr, planter, træer eller mennesker, skriver kommunen.
Men larven kan derimod ikke tåle bakterien, som man antager den får i sig, når den tygger på egetræernes blade.
Det var i januar, at rederne med larver blev fundet i området omkring letbanen ved Bilka, Ikea og Rosengårdcenteret, som er Danmarks tredjestørste indkøbscenter.
Egeprocessionsspinder er en natsværmer med tusindvis af mikroskopiske hår, som kan fremkalde allergiske reaktioner og udslæt hos mennesker og dyr.
Den første del af bekæmpelsen af larven bestod i at fjerne de gamle larvereder. Men da det var første gang, at man fandt reder for egeprocessionsspindere i Danmark, måtte Rentokil spørge kolleger i udlandet til råds om bekæmpelse.
- Det er en trinvis bekæmpelse, vi sætter i værk. Det er ikke sikkert, det vil få larven til at forsvinde helt, men det kan måske sikre, at den holdes nede på et lavt niveau, sagde teknisk chef i Rentokil Claus Schultz i februar.
I takt med at det bliver varmere, begynder æg med nye larver at klække. Det er dem, som anden fase fokuserer på.
Mens egeprocessionsspinder har etableret sig i lande som Tyskland og England, er den hidtil kun observeret herhjemme som strejfende individer.
Larven kan være blevet ført til Danmark via egetræ, der er importeret fra Tyskland.
/ritzau/