Santiago, 02/08/2025 - 23:04
Minearbejder fundet død i chilensk kobbermine efter jordskælv
Redningsfolk arbejder fortsat på at komme ind til fire minearbejdere i mine i Chile efter jordskælv torsdag.
Raul Bravo/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Redningsfolk har fundet liget af en af de fem minearbejdere, der blev fanget efter en sammenstyrtning i verdens største underjordiske kobbermine, El Teniente, i Chile.
Det bringer det samlede dødstal op på to personer, efter et kraftigt jordskælv, der udløste ulykken torsdag.
Det oplyser Andres Music, der er direktør for minen, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Denne opdagelse fylder os med sorg, men den fortæller os også, at vi er det rette sted, at den strategi, vi fulgte, førte os til dem, lyder det fra ham i udtalelsen.
Kobberminen ligger omkring 100 kilometer syd for Chiles hovedstad, Santiago de Chile, i Andesbjergene.
Minearbejderne blev fanget i minen, efter at et jordskælv ramte området torsdag klokken 17.30 lokal tid - 23.30 dansk tid.
På tidspunktet for jordskælvet befandt de fem minearbejdere sig 900 meter under jorden. Deres nøjagtige placering er sidenhen blevet fastslået med specialudstyr.
Redningsfolk arbejder fortsat på at komme indtil de fire andre minearbejdere, der har været fanget i minen i snart to døgn.
Tidligere lørdag lød det fra det statsejede chilenske mineselskab Codelco, at redningshold indtil videre havde arbejdet sig gennem 4 ud af de 20 meter, der adskiller minearbejderne fra redningsfolkene.
- Indtil videre har vi ikke været i stand til at etablere kontakt til dem. Tunnelerne er lukkede, de er styrtet sammen, sagde Music.
Chile er verdens største kobberproducent. Landet står for lige knap en fjerdedel af den globale produktion af det rødbrune metal.
Sidste år blev der udvundet 356.000 ton kobber i minen El Teniente. Det er næsten syv procent af Chiles samlede kobberproduktion.
/ritzau/