København, 09/06/2025 - 22:12
Prinser løber fra kong Frederik i Royal Runs sidste løb
Mere end 97.500 personer løb med til mandagens Royal Run, oplyser DIF. Seks af dem var fra kongefamilien.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kong Frederik, kronprins Christian, prins Vincent og prinsesse Josephine var alle med til at løbe den sidste rute under årets udgave af Royal Run.
De fire stod side om side, da aftenens sidste løb på ti kilometer havde sin start, men de var godt spredt, da 14-årige prins Vincent løb først i mål efter 44 minutter.
Kronprins Christian brugte 50 minutter i de københavnske gader, mens kong Frederik kom i mål tre minutter senere.
- Det var fantastisk at vise, hvem der er den bedste i familien, siger prins Vincent ifølge TV 2 til den fremmødte presse i målområdet på Amalienborg.
Adspurgt hvordan dagens løb skulle fejres i kongefamilien, faldt svaret prompte fra kronprins Christian.
- Restitution og karbad, siger kronprinsen, mens kong Frederik giver et bud på menuen.
- Vi skal have noget spaghetti og kødsovs, siger han med et smil.
Prinsesse Josephine kom i mål som den sidste af de fire. Ruten var den tredje af slagsen for prinsessen, der havde løbet med i to andre løb tidligere på dagen.
Mere end 97.500 personer havde kondiskoene på og løb med i de fem værtsbyer Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og København.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF), der er medarrangør af Royal Run, i en pressemeddelelse.
Det deltagertal er rekord for motionsløbet, der har syv år på bagen.
Ifølge Morten Mølholm Hansen, der er direktør i DIF, er Royal Run ikke bare en motionsbegivenhed.
- Det er en oplevelse og en invitation ind i et fællesskab, hvor alle kan være med - uanset tempo og erfaring.
- Vi håber, at dagens oplevelser har givet deltagerne lyst til at tage endnu flere skridt mod en aktiv hverdag, og allerede nu glæder vi os til at samle danskerne igen til næste års Royal Run, siger han.
Kong Frederik har foruden København lagt vejen forbi Ribe og Horsens, hvor han også løb med.
Kronprinsen begyndte dagen i Viborg.
- Vi har oplevet en stor glæde og vilje, når man er ude i de mindre byer i Danmark, siger kong Frederik.
- Og så har vi har været velsignet af vejret. Det giver lige de sidste ti procent til oplevelsen.
/ritzau/