Hellerup, 08/05/2025 - 10:04
Syg dronning Margrethe aflyser arrangement
En forkølelse afholder dronning Margrethe fra at deltage i en stor fejring. Det bekræfter kongehuset over for ugebladet Her & Nu.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Dronning Margrethe skulle have været med til at fejre Sankt Lukas Stiftelsens 125-års jubilæum i Hellerup torsdag. Men majestæten er forkølet og har derfor måttet melde afbud.
Det bekræfter kongehuset over for ugebladet Her & Nu.
Dronning Margrethe skulle have deltaget i mærkedagen som protektor, som hun har været siden 2001.
Sankt Lukas Stiftelsen, som i dag driver flere hospicer og et specialkrisecenter for kvinder, har siden 1934 haft tilknytning til kongehuset gennem et kongeligt protektorat.
Den første protektor var dronning Margrethes farmor, dronning Alexandrine. Siden blev posten overtaget af dronning Margrethes far, kong Frederik IX, og herefter dronning Margrethes mor, dronning Ingrid.
Dronning Margrethe var senest på officiel opgave søndag 4. maj.
Her overværede den 85-årige dronning sammen med kong Frederik, dronning Mary og sin ældste lillesøster, prinsesse Benedikte, en gudstjeneste, der blev afholdt i forbindelse med 80-året for Danmarks befrielse, i Vor Frue Kirke i København.
Om aftenen deltog de fire kongelige i en mindehøjtidelighed i Mindelunden i Hellerup.
Næste arrangement, som dronning Margrethe skal deltage i, er ifølge kongehusets officielle kalender 22. maj, hvor hun modtager Bibelselskabets Pris 2025.
Hun tildeles prisen for sit mangeårige engagement i tro og kirkeliv og sin vedvarende indsats for at formidle Bibelens betydning i både ord og billeder, lyder det.
/ritzau/