Düsseldorf, 07/08/2025 - 16:01
Fodboldklub fravælger angriber efter ytringer om Gaza
Fortuna Düsseldorf har trukket sig fra en aftale med Shon Weissman på grund af "uforenelige" værdier.
Alessandro Garofalo/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den tyske fodboldklub Fortuna Düsseldorf har trukket sig fra en aftale med angriberen Shon Weissman på grund af spillerens kommentarer på sociale medier om krigen mellem Israel og Hamas i Gaza.
Det skriver mediet The Athletic.
Ifølge klubben er israelske Shon Weissmans kommentarer på sociale medier om krigen "uforenelige" med dens værdier.
Weissman har tidligere lavet flere opslag på sociale medier efter angrebet mod Israel, der skete 7. oktober 2023.
Spilleren har ifølge The Athletic foreslået på sociale medier, at der skulle ske voldelige gengældelser for angrebet mod Israel.
29-årige Shon Weissman spiller på det israelske landshold og skulle have skiftet fra den spanske klub Granada til Fortuna Düsseldorf, der spiller i 2. Bundesliga.
Selv om den israelske spiller ifølge flere internationale medier var rejst til Düsseldorf for at gennemgå sit lægetjek, inden overgangen skulle afsluttes, nåede den tyske klub at annullere aftalen.
Klubben skrev selv på de sociale medier, at den efter nærmere undersøgelser endte med ikke at skrive under med spilleren.
- Fortuna er engageret i at bekæmpe vold og had. Så de detaljerede fund har ført os til at beslutte ikke at skrive kontrakt med spilleren nu. Vi ønsker Shon alt det bedste for fremtiden, siger en talsmand for Düsseldorf til The Athletic.
En talsperson for Weissman udtaler til samme medie, at spilleren angrer sine udtalelser på de sociale medier og hævder, at opslagene skete, da han var følelsesladet efter angrebet 7. oktober.
Ifølge The Athletic er Düsseldorfs holdning, at beslutningen ikke er relateret til nationalitet eller religion. Düsseldorf kalder sig en åben klub, der aktivt modsætter sig racisme, ekskludering og had.
/ritzau/