Washington D.C., 05/07/2025 - 00:37
Trump sætter underskrift på sin store lovpakke
Donald Trump har underskrevet lovpakke, som han har kæmpet med at få gennem Kongressens to kamre.
Ken Cedeno/Reuters
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, har sent fredag aften dansk tid sat sin underskrift på en stor lovpakke.
Det skete ved en ceremoni ved Det Hvide Hus i Washington D.C. på USA's uafhængighedsdag.
- Dette er en god én, sagde Trump, da han flankeret af republikanske politikere underskrev papirerne foran sig.
Trump har kæmpet hårdt for at få lovpakken igennem Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.
Torsdag lykkedes det at få lovpakken, der blandt andet indeholder besparelser og skattelettelser, vedtaget med et smalt flertal på 218-214 i Repræsentanternes Hus.
Dermed manglede blot signaturen fra Trump, for at loven formelt kan træde i kraft.
En stor del af Trumps valgløfter er proppet ind i den store lovpakke, som præsidenten selv har døbt Big Beautiful Bill (BBB) - den store smukke lov.
Den indeholder både skattelettelser til de rige samt nedskæringer i sociale ydelser og sundhedsydelser til de mindre bemidlede.
Lovpakken vil øge gældsloftet i USA blive hævet med 5000 milliarder dollar. USA's offentlige gæld er i forvejen høj. Ifølge finansministeriet i USA lyder den nuværende statsgæld på mere end 37.000 milliarder dollar.
Selv om Republikanerne har flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus, har flere medlemmer af partiet tøvet med at bakke op om lovpakken, hvilket har besværliggjort processen.
I sidste weekend blev den behandlet i Senatet, hvor Demokraterne krævede, at den 940 sider lange lovpakke blev læst op. Det tog næsten 16 timer.
Vicepræsident J.D. Vance måtte til sidst indkaldes for at afgive den stemme, der sikrede et flertal. Flertallet betød, at lovpakken blev sendt videre til behandling i Repræsentanternes Hus, hvor den torsdag blev vedtaget.
Det skete, efter at Mike Johnson, der er republikanernes formand i Repræsentanternes Hus, fik overtalt flere medlemmer at partiet til at stemme for.
/ritzau/