Jerlev, 28/11/2025 - 16:17
To mænd varetægtsfængsles efter skudepisode nær Vejle
To unge mænd varetægtsfængsles frem til 19. december, efter at en mand blev skudt i benene i Jerlev.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To mænd er efter et grundlovsforhør fredag blevet varetægtsfængslet frem til 19. december efter en skudepisode i Jerlev ved Vejle.
Det skriver Sydøstjyllands Politi på X.
Sydøstjyllands Politi fik torsdag hjælp fra kolleger i Syd- og Sønderjyllands Politi til at anholde de to mistænkte i en sag om en skudepisode i Jerlev.
Her blev en 46-årig mand ramt af skud i benene.
De to varetægtsfængslede mænd er henholdsvis 18 og 23 år.
- Siden vi modtog anmeldelsen, har vi efterforsket sagen intensivt. Vi er glade for, at det med hjælp fra Syd- og Sønderjyllands Politi er lykkedes at anholde to mænd, som vi mener har relation til sagen fra Jerlev, udtalte Christian Skyt, der er vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, i en meddelelse.
Politiet har ikke oplyst, hvilken rolle, man mener, at de to personer har spillet i sagen.
Det står heller ikke klart, om der fortsat er mistænkte på fri fod.
Skudepisoden blev anmeldt til politiet torsdag klokken 13.24.
Det 46-årige offer blev kørt på hospitalet til behandling. Hans pårørende er underrettet.
/ritzau/




