København, 11/05/2025 - 23:46
FC Midtjylland havde set udligning komme i Parken
FC København lagde et tryk, der gav FC Midtjyllands spillere en dårlig fornemmelse på banen før udligningen.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Uden at sprudle formåede FC København søndag aften at komme tilbage og få 1-1 i Superligaens topbrag mod FC Midtjylland.
Midtjyderne var ellers foran i Parken det meste af kampen, men havde på fornemmelsen, at det gik den forkerte vej mod slutningen.
- De er gode. De fik lagt et godt tryk, og vi kom lidt for langt tilbage at stå. Det var naturligt, fordi de lagde det tryk, de gjorde, siger målmanden Jonas Lössl.
Samme indtryk fik cheftræner Thomas Thomasberg, der var skuffet over gæsternes manglende evne til at holde bolden i egne rækker op til Thomas Delaneys sene udligning.
- Vi skabte generelt for lidt, men første halvleg var generelt bedre, i og med at vi havde et højere presspil, der lykkedes. Uden at vi havde mange chancer, holdt vi FCK godt væk.
- Trykket blev lidt for stort, så det var vel en meget naturlig konsekvens, at det endte med sådan et mål i slutningen, når vi ikke selv kunne skaffe de muligheder, der skulle til, siger FC Midtjyllands træner.
Af samme årsag ser han ingen uretfærdighed i udviklingen.
- Jeg synes, det er fair nok, at FCK fik udlignet. Vi kom under et for stort pres i anden halvleg og formåede ikke at tage vare på omstillingerne eller holde fast i bolden, så vi kunne få dem mere på glatis, siger Thomasberg.
Midtbaneslideren Oliver Sørensen så ud til at blive matchvinder med sit hovedstødsmål før pausen. Et mål, der ville have sendt FC Midtjylland på førstepladsen med to point ned til FCK før de sidste to runder.
I stedet må han slukøret konstatere, at københavnerne nu har førstepladsen og et points forspring.
- Det et tungt lige nu, men der er ikke noget, der er afgjort. De har en svær kamp i næste weekend, så vi tror stadig på det. Men lige nu er det træls, vi ikke fik tre point, lyder det fra målscoreren.
Pointtabet og den mistede førsteplads får dog ikke midtjyderne til at opgive ævred på nogen måde.
- Vi tror på det. Vi kommer til at gå ud og jagte det og tro på, at de smider point, siger Lössl.
FCK møder Randers og FC Nordsjælland i de sidste runder, mens FCM har Brøndby og Randers på programmet.
/ritzau/